Familiefar til seks, finans-ekspert og succesforfatter Bill Bonner spår om mørke tider – og desværre tager han efter eget udsagn sjældent fejl

Han har gjort det før. Og nu gør han det igen.

Den amerikanske succesforfatter, lobbyist og efter manges mening dommedagsprofet, Bill Bonner og hans firma Agora spår om et totalt sammenbrud i det kredittyngede amerikanske finanssystem. Og det bliver i en grad, verden aldrig tidligere har set.

Han hører til typen, der kan få i forvejen skræmte middelklassefolk til at grave et beskyttelsesrum under deres parcelhus og købe både drikkevand, dåsemajs og tandpasta til mindst ti år.

Sammen med sit verdensomspændende hold af politiske, økonomiske og sociologiske eksperter har Bill Bonner efter eget udsagn nemlig før forudset ’bagateller’ som terrorangrebet 11. september 2001, flere krige i Mellemøsten og det verdensomspændende økonomiske sammenbrud i 2008.

Bill Bonner
Bill Bonner
Vis mere

Normalt kommunikerer Bonner og kompagni med deres 2,4 millioner abonnenter via email og nyhedsbreve. Men denne gang mener den 68-årige far til seks ikke, at det er tilstrækkeligt.

Dén krise, der ifølge Bill Bonner er på vej, er nemlig værre end alle de andre tilsammen.

»I’ve seen the future, brother, it is murder,« som salig Leonard Cohen messede i sangen ’The Future’.

Lever på lånt tid

Ifølge Bonner lever ikke alene USAs, men hele verdens finansielle system nemlig på lånt tid.

De fleste penge, der i dag gør folk ’rige’, eksisterer nemlig slet ikke i virkeligheden.

Verdensøkonomien er ifølge Bill Bonner bygget på falske kredit-sokler. Pengene, vi først låner og siden bruger, eksisterer alene på papiret.

Forvredent stål – resterne af World Trade Center efter terrorangrebet 11. september 2001.
Forvredent stål – resterne af World Trade Center efter terrorangrebet 11. september 2001. Foto: Alex Fuchs AFP
Vis mere

Systemet fungerer kun så længe, udlånerne realistisk kan forvente at få deres udlån retur. Og ifølge Bonner er tiltroen og dermed opturen næsten forbi.

Krisen vil sprede sig

Inden for den nærmeste fremtid vil vores bank- og kreditkort ifølge Bonner holde op med at fungere. Bankerne vil løbe tør for kontanter. Krisen vil sprede sig til alle former for social bistand, der derfor vil ophøre. Og butikker vil løbe tør for varer.

Det lyder måske lidt som Jordens undergang eller i hvert fald afslutningen på civilisationen, som vi i dag kender den. Og ifølge en ny video (’A Day of Reckoning’), som Bill og Agora har sendt ud til alle, der gider se og lytte, er det ikke helt ved siden af.

Nu har Bill Bonner selvfølgelig gjort det til sin levevej at spå om mørke tider. Og de nye varsler afskrives allerede nu af andre eksperter  som ’paranoid tågesnak’. Men Bonner og Agora har som sagt gjort det før. Deres netværk får opmærksomhed overalt i verden. Og her er bare fem eksempler på tidligere og vilde spådomme, der trods alt ér gået i opfyldelse.

JAPANS FINANSIELLE NEDTUR 1989

 

  • Mens Hollywood og alverdens sci-fi-forfattere forudså en fremtid, hvor Japan ville overtage alt, opdagede Bill Bonner og Agora noget helt andet. Selv om japanske forretningsfolk opkøbte nogle af USAs dyreste og mest succesfulde firmaer (deriblandt flere filmstudier) og dertilhørende skyskrabere (bl.a. New Yorks Rockefeller Center), var den østasiatiske økonomi ved at slå revner. I begyndelsen af 1987 skrev Agora Inc. i sin månedlige rapport:
    »Vær forberedt på kollaps i det japanske aktiemarked.«
    Få måneder senere begyndte nedturen. På femten år mistede de japanske aktier næsten 70 procent af deres værdi. Og tabet er stadig ikke blevet indhentet.

Foto: Reuters
Vis mere

SOVJETUNIONENS FALD 1991

 

  • Mens USA og resten af verden fortsat frygtede Sovjetunionen, skrev Bill Bonner og hans researchfirma Agora Inc i 1987:
    »Som det tidligere er set i Europas historie, er der megapolitiske kræfter på spil i dét, vi i dag kender som Sovjetunionen. Og inden for den nærmeste fremtid vil denne union gå i opløsning.«
    Snart begyndte imperiet at slå revner. Og i 1991 blev det rødgule sovjetiske flag i Moskva sænket for sidste gang.

Foto: AFP PHOTO/POOL/DAN CHUNG
Vis mere

KRIG IMOD IRAK 2003

 

  • Efter George H. Bushs første krig mod Irak, troede alle, at det var forbi – at freden var sikret. Men Bill Bonner og Agora skrev i deres årlige analyse:
    »Efter denne krig taler vi ofte om ’den nye verdensorden’, hvor freden vil blive vedligeholdt med civiliserede midler. Men intet kunne være mere fejlagtigt. Den næste krig i Mellemøsten vil være langt mere destruktiv. Ikke alene vil krigen være mere destruktiv og voldsom. Den vil også ødelægge store dele af den vestlige verdens økonomi.«
    11 år efter afslutningen af den første amerikansk ledede krig i Irak brød den næste ud.

TERRORANGREB I NEW YORK 2001

 

  • I 1993 placerede en muslimsk fanatiker en kæmpe bilbombe under det nordlige af de to tårne, der tilsammen udgjorde New Yorks kendte World Trade Center. Planen var at jævne begge tårne med jorden. Men selv om seks mistede livet, blev eksplosionens skader begrænset af bygningens sikre struktur. Mange åndede lettet op, men Bill Bonner og Agora så noget helt andet. Og samme år skønnede de følgende i deres nyhedsbrev:
    »Islam vil i løbet af de næste to årtier blive den største trussel imod verdensfreden. Og bomben i New York var kun en lille forsmag.«
    8 år senere angreb terroristerne igen. Og denne gang lykkedes det at ødelægge begge tårne ved at kapre to passagerfly, som terroristerne fløj ind i tårnene.

AKTIEKOLLAPS 2008

 

  • Allerede fem år før boligmarkedet, og dermed hele den vestlige verdens aktiemarked, gik kaput i USA, slog Bill Bonner og Agora alarm.
    »Huspriserne stiger og stiger. Det er der ingen grund til. Og dét er ikke gode nyheder for verdensøkonomien. Der er noget helt galt i boligmarkedet. Og problemets rod er de to udlånsfirmaer Freddie Mac og Fannie Mae. Det kommer til at gå helt galt.«
    Sådan skrev Agora. Men store og indflydelsesrige finansielle medier som Wall Street Journal og The New Yorker opfordrede alle til at slå koldt vand i blodet.
    »Frygten for en såkaldt bolig-boble, er vildt overdrevet,« skrev Wall Street Journal så sent som i 2006.
    To år senere oplevede verden den værste økonomiske krisen siden Wall Street-krakket i 1929.