’Denmark’. Det ene ord gjorde natten til onsdag, dansk tid, den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders til et navn, som med et figurerede i nærmest alle danske medier – for ikke at sige amerikanske. Bernie Sanders er nemlig noget så usædvanligt som en amerikansk socialdemokratisk præsidentkandidat, som faktisk har en chance.

Det faldt ikke en, men faktisk flere gange i løbet af nattens debat mellem de demokratiske præsidentkandidater i USA – altså ordet ”Denmark”. Og det kom blandt andet fra de to umiddelbare favoritter, Hillary Clinton og Bernie Sanders.

Det var sidstnævnte, Bernie Sanders, der først tog ordet i sin mund. Og det var for at beskrive, hvordan et samfund hjælper deres svage, fattige og folk i arbejde.

Men hvorfor var det lige netop Vermont-senatoren Bernie Sanders, der gjorde det?

Det har BT allieret sig med USA-eksperten Mads Fuglede for at forstå.

»Bernie Sanders er en gammel kending i amerikansk politik. Han repræsenterer venstrefløjen i det demokratiske parti. Og han har gjort en politisk karriere i, at være den progressive venstrefløjs moralske stemme. Han talte blandt andet mod systemet i forbindelse med finanskrisen og støttede Occupy Wall Street-bevægelsen. Og så er han socialdemokrat og meget begejstret for den skandinaviske velfærdsmodel. Og det var derfor, han blandt andet nævnte Danmark i går«, forklarer Mads Fuglede til BT og uddyber:

Bernie sejr er ikke utopisk
»Han har forstået at vinde genklang hos mange flere demokrater, end man havde regnet med. Det har han gjort ved at sætte fokus på, at selvom der efter krisen er blevet skabt mange jobs i USA, så har mange i middelklassen ikke set deres løn stige de seneste mange år. Og han mener, at det kun er de rigeste i USA, som tjener flere penge, selvom økonomien går meget bedre«, siger Mads Fuglede.

Selvom Bernie Sanders er erklæret socialdemokrat og ifølge Mads Fuglede ser den skandinaviske velfærdsstat som et ultimativt mål, så er Sanders langt fra en socialdemokrat, som vi kender det i Danmark med Poul Nyrup, Anker Jørgensen og Helle Thorning-Schmidt for den sags skyld.

»Han er ikke en socialdemokrat, som dem vi har herhjemme. I dansk politik ville han nok ligge en del til højre for midten. Han er eksempelvis en stor fortaler for skattelettelser. Store skattelettelser«, siger Mads Fuglede, der kalder Bernie Sanders for en ’dygtig og kraftfuld retorikker’.

Han spår dog ikke Bernie Sanders ret mange chancer for faktisk at blive valgt som demokraternes præsidentkandidat eller i sidste ende blive præsident i USA.

Læs også: Danmark på amerikanernes læber: Derfor bliver vi brugt i USA's valgkamp

»Han er dygtig og god til et publikum, som er oppe at køre og er vrede. Og det er ikke utopisk at forestille sig Sanders som præsident i USA. Men jeg mener ikke, det er sandsynligt, at han – eller Donald Trump for den sags skyld – kan blive præsident. Der er i hvert fald rigtig gode penge at hente på oddset, hvis en af de to ender som præsident«, uddyber Mads Fuglede.