Der er særligt én grund til, at den litauiske mand mener, at det er umuligt kan være ham, der tog livet af den blot otteårige pige Monika ved at kvæle hende med et bælte og hænge hende op på et dørhåndtag: Han elskede hende. Mere end han elskede sig selv.

Det forklarede han tirsdag i Nordhordland tingrett i Norge, hvor han sidder tiltalt for drabet på den lille pige. Det skriver norsk TV 2.

Sagen har det seneste stykke tid skabt genlyd gennem landet.

Nogle måneder efter Monikas mor - litauiske Kristina Sviglinskaja - for fem år siden kom hjem til sin kælderlejlighed i den norske by Sund vest for Bergen og fandt sin datter død, henlagde politiet sagen og konkluderede, at den lille pige havde taget sit eget liv.

Senere faldt en efterforsker tilfældigt over sagen og begyndte stædigt at grave sig gennem papirerne fra dengang. Han fandt flere fejl i politiets arbejde.

Det førte til, at Kristina Sviglinskajas nu 34-årige eks-kæreste - litauiske Donatas Lukosevicius - blev anholdt og tiltalt for at have dræbt den lille pige. Mandag gik retssagen mod ham i gang, mens afhøringen af ham fortsatte tirsdag.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kristina med sin datter Monika.
Kristina med sin datter Monika. Foto: NTB/Privat
Vis mere

'Elskede hende mere, end jeg elskede Kristina'

Under tirsdagens afhøring spurgte anklager Benedikte Hordnes blandt andet ind til hans forhold til eks-kæresten og hendes lille datter. Fra en tidligere afhøring fra for to år siden, hvor han blev anholdt, forklarede den 34-årige mand, at han elskede dem begge.

»Fra det første minut har jeg elsket Kristina af hele mit hjerte. Da jeg mødte Monika, vidste jeg ikke, hvad der ændrede sig, men jeg vidste, at jeg ville elske Monika mere, end jeg elsker mig selv, og mere end jeg elskede Kristina,« forklarede han dengang, skriver norsk TV 2.

»Er dette den rigtige beskrivelse,« spurgte anklageren efterfølgende.

»Ja, det er det,« svarede Donatas Lukosevicius.

Det tidligere par var flyttet sammen i maj 2011. Donatas Lukosevicius flyttede ud af lejligheden den 12. oktober samme år, da forholdet faldt fra hinanden. Ifølge ham skyldtes det blandt andet uenigheder om penge.

Fem uger senere - den 14. november 2011 - blev lille Monika fundet død i kælderlejligheden.

'Jeg var den lykkeligste mand i verden'

Under den tidligere afhøring har den drabstiltalte mand også forklaret, at han tydeligt husker den dag, han flyttede sammen med Kristina og hendes datter.

»Fra den dag var jeg den lykkeligste mand i verden. Livet fra den dag med Monika og Kristina var et stort skidt for mig mod et lykkeligt familieliv,« fortalte han dengang til politiet, der dengang noterede i afhøringsrapporten:

»Det var den anden gang i hans liv, han havde elsket nogen af hele sit hjerte. Hun var den første person, han troede, han ville elske hele sit liv.«

Men forholdet brast kort tid efter, de flyttede sammen. Især på grund af penge, forklarede han tirsdag i retten. Tidligere havde han ikke tænkt meget over, hvor meget der stod på hans konto. Og han brød sig ikke om at tale om det.

»Jeg forstod ikke, hvor meget ansvar det medførte at involvere sig med nogen, der havde et barn. Jeg er opvokset i en familie, hvor mine forældre ikke talte om penge foran mig. Kristina var mere opmærksom på penge, på den økonomiske situation og på at klare sig økonomisk,« fortalte han.

Hans DNA er fundet på hendes krop

Anklagemyndigheden mener, at han brød ind i kælderlejligheden den 14. november 2011 ved hjælp af en økse.

Den dag var Monika blevet hjemme fra skole, da hun var syg.

I en pause på sit arbejde opdagede hendes moder, at hun havde modtaget syv opkald fra sin datter. Alle foretaget fra omkring klokken otte om morgenen og frem til klokken 08.45.

Da moderen i pausen forsøgte at ringe til sin datter, tog hun ikke telefonen.

Klokken 15.45 kom hun hjem til kælderlejligheden og så, at glasset i yderdøren var knust. Inde i lejligheden fandt hun datteren død. Hængende med et bælte om halsen fra et dørhåndtag.

Donatas Lukosevicius' DNA er efterfølgende fundet flere steder på hendes krop. Blandt andet på hendes hals. Selv har han forklaret det med, at hun må have rørt ved hans computer, som endnu stod i kælderlejligheden.

Derudover er han også tiltalt for indbrud i lejligheden begået den samme dag. Han er også tiltalt for at have forsøgt at afpresse penge af Kristina både før og efter drabet. Blandt andet ved under et falsk navn at have skrevet til hende, at han mod betaling kunne sende hende et videoklip, der viste, hvem der havde taget livet af hendes datter.

Der er afsat fire uger til retssagen i Nordhordland tingrett.

Otteårige Monika blev fundet død under mystiske omstændigheder i 2011.
Otteårige Monika blev fundet død under mystiske omstændigheder i 2011. Foto: Privat
Vis mere