For andet år i træk har det ansete finansmagasin Forbes kåret Vladimir Putin som verdens mest magtfulde mand. Barack Obama må tage til takke med en andenplads.

Han har annekteret Krim-halvøen, ført krig pr. stedfortræder i Ukraine og sat sin signatur på en aftale om at bygge en gasforbindelse til Kina med en pris til mere end 70 milliarder kroner.

Vladimir Putin har på alle måder været en central og kontroversiel figur i det internationale landskab i 2014, og derfor har det internationale finansmagasin Forbes igen har kåret den russiske præsident som verdens mægtigste.

Det er andet år i træk, at Putin ifølge magasinet vinder titlen på parametre som økonomisk råderum, muligheden for at udøve magt og antal mennesker, han influerer eller har under sin kontrol.

Det internationale finansmagasin Forbes har igen kåret den russiske præsident som verdens mægtigste.
Det internationale finansmagasin Forbes har igen kåret den russiske præsident som verdens mægtigste. Foto: MIKHAIL KLIMENTIEV/RIA NOVOSTI/K
Vis mere

Amerikanerne må acceptere, at deres leder, præsident Barack Obama, for andet år i træk må tage til takke med en andenplads, mens Kinas leder, Xi Jinping, er nummer tre.

På fjerdepladsen placerer magasinet pave Frans, mens den tyske forbundskansler, Angela Merkel, er nummer fem og dermed verdens mest magtfulde kvinde.

Det vakte opstand sidste år, da det internationale finansmagasin for første gang i mange år ikke pegede på den amerikanske præsident som den mest magtfulde. Og 2014 har altså ikke rokket ved den nye magtbalance, vurderer Forbes.

»Rusland fremstår mere og mere som en energirig, atom-armeret slyngelstat med en ubestridt, uforudsigelig og hæmningsløs leder, der er upåvirket af verdens meninger i jagten på sine mål,« skriver Forbes.

Magasinets liste peger på de 72 mest magtfulde mennesker. I år er der ni kvinder blandt de 72 - de resterende 63 er alle mænd. Forbes lavede for første gang listen i 2009.