USA er i sorg, efter ni personer er blevet dræbt under et skyderi i en kirke i South Carolina. Politiet jagter stadig gerningsmanden, som nu er identificeret.

Drabsmanden skød og dræbte seks kvinder og tre mænd natten til torsdag i en kirke i byen Charleston i South Carolina.

En bølge af sorg har ramt den amerikanske delstat, efter en ung hvid mand sendte de dræbende skud af sted mod den gruppe af uskyldige mennesker, der var samlet i kirken for at bede. Politiet har på et pressemøde torsdag meddelt, at den mistænkte mand opholdte sig i kirken i en time, inden han begyndte at skyde løs. Blandt de ni dræbte er blandt andet kirkens præst, Clementa C. Pinckney, på 41 år, skriver ABC News.

Politiet jagter den mistænkte gerningsmand, som netop er blevet identificeret som 21-årige Dylann Storm Roof. Det var hans onkel, der genkendte ham udfra de overvågningsbilleder, som politiet offentliggjorde i eftersøgningen, skriver Charleston Post and Courier

Samme medie skriver, at onklen til den mistænkte, Carson Cowles, fortæller, at Dylann Storm Roof fik en pistol af sin fader i forbindelse med sin 21-års fødselsdag i april, og at politiet torsdag morgen var hjemme hos Dylann Thomas Roofs mor.

På pressemødet tidligere torsdag offentliggjorde politiet et billede af den mistænkte og opfordrede befolkningen til at være på vagt. Dog må man ikke nærme sig den mistænkte, hvis man ser ham, lød det.

Politichefen i Charleston, Gregory Mullen, forsikrer, at politiet gør alt, hvad det kan, for at finde gerningsmanden.

»Vi vil gøre alt i vores magt for at finde denne person, få buret ham inde og sikre, at han ikke sårer andre,« siger han til ABC News.

Gregory Mullen kalder det en tragedie, som intet samfund bør opleve.

»Det er meningsløst, at nogen i dagens samfund ville gå ind i en kirke, når folk mødes om en bøn, for at tage deres liv,« siger han.

Efter skyderiet samledes en gruppe mennesker sig omkring kirken og dannede en stor cirkel, hvor de bad for de dræbte og pårørende.

Også på de sociale medier har en række kendte personer og politikere udtryk deres store sorg og medfølelse. Blandt andet skriver Hillary Clinton, tidligere udenrigsminister og nu præsidentkandidat for Demokraterne, følgende på Twitter:

»Hjerteskærende nyheder fra Charleston - mine tanker og bønner er med jer alle.«