28-årige Edgar Madison Welch gik den 4. december sidste år bevæbnet ind på pizzarestauranten Comet Ping Pong i Washington med en intention om at befri en gruppe børn fra en stor pædofiliring skabt af Demokraterne - og med tråde helt til partiets top og Hillary Clinton.

Historien om en enorm pædofiliring styret af det demokratiske parti havde forinden floreret vidt og bredt på internettet og er blevet døbt 'Pizzagate', men problemet var bare, at historien intet havde på sig og var ren og skær konspirationsteori. Det har også Edgar Madison Welch siden indset, og i et brev til den dommer, der skal afgøre hans sag, har han nu sagt undskyld for hele episoden.

Det skriver Associated Press.

'Det var aldrig min intention at skade eller skræmme uskyldige liv, men jeg indser nu, præcis hvor tåbelig og hensynsløs min beslutning var,' skriver han blandt andet i det brev, som retten modtog tirsdag, forud for hans dom som efter planen falder den 22. juni.

Edgar Madison Welch gik ind på Comet Ping Pong med både et håndvåben og en riffel. Folk flygtede fra restauranten, og Welch skød mod et låst opbevaringsrum, men ingen kom til skade, da ingen var på den anden side af døren, som Welch formentlig troede. Han overgav sig efterfølgende til politiet.

I marts erkendte Welch sig skyldig i overfald med et farligt våben og i at have transporteret våben, og i brevet til dommeren har han forklaret, at han gik ind på pizzarestauranten i Washington, fordi ville hjælpe folk i nød og ende den massive korruption, han mente foregik.

Welchs egen advokat har over for retten forklaret, at den 28-årige mand er en kærlig familiefar og har arbejdet med frivilligt arbejde, ligesom hun har lagt vægt på, at Welch overgav sig frivilligt. Derfor mener advokaten, at Welch bør nøjes med halvandet års fængsel.

Anklagerne i sagen er dog af en noget anden opfattelse og mener, at Welch bør afsone en straf på sammenlagt seks og et halvt års fængsel for sine to tiltaler. Ifølge anklageren var det nemlig rent held, at ingen kom til skade i pizzarestauranten, ligesom en hård dom også vil sende et signal til andre om ikke at gå på selvtægtstogt, som Welch gjorde det den dag i december.