En person mistede livet i Jerusalem, da en militant islamist pløjede sin bil gennem en menneskemængde og efterfølgende sprang ud og tævede løs på folk med et jernrør.

ISRAEL: Stemningen i Jerusalem er højspændt onsdag aften, efter en palæstinenser tidligere på dagen kørte sin bil ind i to grupper israelere på en af byens hovedveje.

Ved attentatet blev en person dræbt og 14 kvæstet, inden gerningsmanden selv blev skudt og dræbt.

Ifølge Reuters og avisen Jerusalem Post har den militante islamistiske gruppe Hamas påtaget sig skylden og betegner gerningsmanden som en »martyr«, der udførte en »heroisk handling«.

Gerningsmanden, der er identificeret som en 38-årig palæstinenser fra Østjerusalem, brugte en varevogn som våben og påkørte først tre israelske grænsebetjente, der var ved at krydse hovedvejen. Derefter fortsatte han i høj fart mod en gruppe personer ved et stoppested ved den letbane, der forbinder det jødiske og arabiske kvarter. Efter at have pløjet sig igennem menneskene fortsatte han til et vejkryds, hvor han sprang ud og begyndte at slå løs med et jernrør på de personer, der var inden for rækkevidde.

En politibetjent trak under den episode sit våben og skød og dræbte gerningsmanden.

Den 38-årige var i forvejen kendt af de israelske myndigheder som Hamas-aktivist og var bror til en tidligere fængslet og udvist militant islamist.

Terroraktionen var den anden af sin slags inden for et par uger.

Et spædbarn og en kvinde blev dræbt 22. oktober, da en palæstinensisk mand kørte gennem en menneskemængde på en jernbanestation, inden også han blev dræbt af israelsk politi.

Attentaterne samt de igangværende uroligheder omkring Tempelbjerget øger frygten i Israel for, at en ny palæstinensisk intifada, eller voldelig opstand, er undervejs. Den vil i så fald være den tredje af sin art.

Onsdag morgen var der voldsomme sammenstød mellem palæstinensere og israelsk politi ved Tempelbjerget eller al-Haram al-Sharif, som pladsen hedder på arabisk, hvor et stort antal maskerede demonstranter kastede sten og affyrede fyrværkeri mod politiet nær den ikke-muslimske indgang til pladsen. Politiet svarede igen med chokgranater og fik spredt demonstranterne.

Hamas puster samtidig til ilden og opfordrer palæstinenserne til at gennemføre til flere aktioner mod israelere:

»Vi hylder aktionerne udført af Jerusalems velsignede helte, der angriber soldater og sikkerhedsfolk,« lyder det fra Hamas efter dagens påkørsler.

Tidligt onsdag aften var der rapporter om sårede under sammenstød mellem palæstinensere og israelsk politi ved et checkpoint mellem Jerusalem og Ramallah på Vestbredden kaldet Kalandia.