Hamas’ leder vil ikke gå med til en våbenhvile med Israel for først derefter at forhandle om palæstinensernes rettigheder.

Hamas’ leder Khaled Meshaal vil ikke acceptere en våbenhvile, medmindre Israels belejring af Gaza ophører. Det skriver Reuters.

»Alle vil have os til at acceptere en våbenhvile for derefter at forhandle om vores rettigheder. Men vi har afvist det, og vi afviser det igen i dag,« sagde han på en pressekonference i Qatar onsdag aften.

Men han sagde også, at Hamas ikke vil »lukke døren« for en humanitær våbenhvile, hvis Israel stopper sin belejring af Gaza.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, ankom tidligere onsdag til Israel, hvor han vil forsøge at få bremset den blodige konflikt mellem israelerne og Hamas.

En talsmand for udenrigsministeriet bekræfter over for Reuters, at Kerry er i Tel Aviv for at mødes med israelske politikere og drøfte mulighederne for en våbenhvile.

»Han vil også rejse til Jerusalem og Vestbredden, og han skal blandt andet mødes med FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, præsident Abbas fra det palæstinensiske selvstyre og den israelske premierminister Netanyahu,« siger talsmanden.

John Kerry har de seneste dage opholdt sig i Egypten, hvor han har drøftet situationen i Israel og Gaza med repræsentanter for den egyptiske regering.