Militante medlemmer af Hamas stod bag bortførslen og drabet på de tre israelske teenagere, hvis død i slutningen af juni var en af hovedårsagerne til, at konflikten i Gaza eskalerede. Hamas’ ledelse var dog uvidende om både kidnapning og drab, siger talsmand.

Det var militante medlemmer af Hamas, der i starten af juni kidnappede og dræbte tre israelske teenagere ved Vestbredden. Hamas har hidtil afvist ethvert kendskab til drabet på de israelske teenagere, der blev fundet myrdet ved Vestbredden 30 juni, men ifølge en talsmand fra Hamas er man blevet bekendt med, at det var folk fra bevægelsen, der bortførte og dræbte teenagerne, skriver CNN.

»På det tidspunkt havde lederskabet i Hamas ingen viden om denne gruppe eller den operation, den netop havde ført ud i livet,« siger Saleh Aruri, et højtstående politisk leder i Hamas i en meddelelse sendt fra Doha i Qatar.

Heri fremgår det videre, at operationen ikke var blevet godkendt af hverken Hamas eller det militære flanke, Qassam Brigaden.

De tre teenagere blev meldt savnet i starten af juni, og efter en omfattende eftersøgning i Vestbredden - orkestreret af det israelske militær - blev de fundet myrdet 30 juni. Det satte sindene i kog i Israel, hvor premierminister Benjamin Netanyahu lovede, »at Hamas ville betale«. Kort efter dræbte en ekstremistisk jødisk gruppe en 16-årig palæstinenser, i hvad der antageligvis har været et hævndrab.

Siden da har urolighederne som bekendt udviklet sig til en regulær krig, hvor 2.090 palæstinensere menes at have mistet livet, mens israelerne har tabt 67 på deres side.

Parterne har forgæves forsøgt at forhandle en permanent våbenhvile på plads i den forgangne uge, og fredag blev der for første gang meldt om civile tab igen, siden den seneste våbenhvile løb brudt.