Lørdag er kronprins Frederik og forsvarsminister Nicolai Wammen samt kongelige fra andre dele af Europa og statsoverhoveder fra hele verden samlet i Saudi Arabien for at vise den sidste ære til Saudi-Arabiens afdøde konge, som døde i torsdags.

»A man of wisdom and vision,« som USAs udenrigsminister John Kerry kalder kong Abdullah i en twitter-opdatering. Og, skriver han videre, »verden har mistet en æret leder.«

Det har i den grad fået sindene i kog i hele verden, at så mange prominente personligheder inklusive altså en repræsentant for såvel det danske Kongehus som regeringen deltager i lørdagens kondolence-ceremoni til ære for en mand, hvis styre har været mindst ligeså diktatorisk og brutalt som det, der praktiseres af Islamisk Stat.

Ifølge en oversigt lavet af hjemmesiden middleeasteye.net, er der nemlig stort set ingen forskel på de straffe og håndhævelsen af sharia-lovningen, der praktiseres i henholdsvis Saudi-Arabien og Islamisk Stat. Begge steder er der dødsstraf for blasfemi, utroskab og homoseksualitet.

Den største forskel er, at Islamisk Stat har valgt at offentliggøre deres straframmer. Mens Saudi-Arabien forsøger at holde deres indenfor murene.

Vreden over kronprins Frederiks deltagelse har det sidste døgn ulmet på Facebook.

»Makes perfect sence....Vores kronprins tager ned og hylder det eneste styre i hele verden, der er så tæt på at have Sharia - love om nogen lande i den muslimske verden. Samtidig er vores soldater i krig 1200 km derfra, mod et andet styre der også ønsker Sheria love og et kalifat...Men de har ingen olie !!!!,« som en af de mange kommentarer lyder.

Mange påpeger dog også, at Kongehuset blot følger protokollen.

»Frederik kan næppe nægte at deltage. Hvad han selv mener, er ligegyldigt. Det er det politiske niveau der sætter dagsordenen i den sidste ende. Tror jeg. Men jeg finder det dybt kritisabelt at Danmark hylder et overhovede for et af de mest menneskerettighedskrænkende og brutale regimer i Verden!« skriver en anden.

For indbyggerne i Saudi-Arabien får det desværre ingen betydning, at den 90-årige kong Abdullah nu er død og tronen overtaget af kong Salman.

79-årige Salman har allerede meldt ud, at Sharialovgivningen fortsat vil blive praktiseret i landet.

Præcis hvor sammenlignelige straframmerne er i Islamisk Stat og Saudi-Arabien kan du se her: