Det nordkoreanske styre bekræfter tirsdag morgen at have foretaget en atomprøvesprængning. Sprængningen vurderes til at have været 6-7 kiloton stor, hvilket svarer til en »halv Hiroshima« med henvisning til den atombombe, amerikanerne kastede over den japanske by af samme navn i 1945.

Den tredje nordkoreanske atomprøvesprængning er signal til FN og USA om, at landet ikke vil lade sig presse af sanktioner. Amerikanske styrker i området er i forøget beredskab, vurderer ekspert.

- Det giver genlyd i regionen, fordi det er den største sprængning hidtil. Samtidig er det en stor provokation mod FN, Sydkorea og USA, siger souschef på Institut for Strategi under Forsvarsakademiet, Peter Kim Laustsen.

Han vurderer, at sprængningen er et signal fra Nordkoreas regime til omverdenen om, at man »nægter at lade sig presse«.

USA er massivt til stede i området med fly, skibe og omkring 28.500 mand placeret i Sydkorea. En foranstaltning, der skal kunne gribe ind, hvis Nordkorea skulle angribe sin sydlige nabo.

- Tropperne øger deres beredskab. Det er helt naturligt, når der er tale om en provokation, samtidig er der en række yderligere provokationer, Nordkorea kan foretage, som man forsøger at indstille sig på, siger Peter Kim Laustsen, der forklarer, at sprængningen var forventelig:

- Nordkorea har meldt en sprængning ud gennem sit nyhedsbureau, hvor man også har sagt, at det vil blive en stor sprængning.

Ifølge Peter Kim Laustsen bliver det interessant at finde ud af, hvor stor selve sprængladningen har været rent fysisk.

- Hvis selve sprængladningen er tilpas lille, kan den kobles på missiler, der kan udgøre en reel trussel i området, siger han.

Sydkorea har netop indkaldt til ekstraordinært møde i FNs sikkerhedsråd, hvor landet for tiden har formandskabet. Senest i januar vedtog FN nye sanktioner mod regimet i Nordkorea. FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, fordømmer prøvesprængningen.