Hackeraktivisterne i Anonymous har slået til igen. Denne gang er det gået ud over den amerikanske efterretningstjeneste CIAs hjemmeside, skriver AFP.
CIAs hjemmeside blev lagt ned fredag, og Anonymous tog efterfølgende ansvaret.
- CIA tango down, skrev et medlem af hackergruppen kryptisk på en twitterprofil, som gruppen er kendt for at benytte. »Tango down« er et udtryk, som det amerikanske militærs specialenheder bruger, når de har eliminineret en fjende.
Og det er ikke første gang, at Anonymous har held til at lamme en amerikansk myndighed. I januar gik det ud over det amerikanske justitsministerium samt FBI. Det skete i forbindelse med amerikanernes lukning af hjemmesiden Megaupload, der ulovligt delte blandt andet film-filer. Megaupload var en af nettets mest besøgte tjenester, og har - ifølge FBI - i sin levetid haft over en milliard besøg og 180 millioner registrerede brugere.
Anonymous har også truet med at gå efter Danmark. I en youtube-video oplyser hackeraktivisterne, at de vil angribe en række europæiske lande, heriblandt Danmark, for at udstille den korruption, de mener hersker i Europa.





















