Hvis man synes, det offentlige i Danmark blander sig i for mange ting, er det kun småting i forhold til, hvad en ni-årig pige og hendes familie blev udsat for i Norge.

Som så mange andre børn går ni-årige Malina Gustavsen fra Norge til skolens sundhedsplejerske. Men hvad der blot skulle have været et rutinetjek, har nu fået et efterspil, hun og hendes forældre sikkert ville have været foruden.

Familien fik efterfølgende et brev fra kommunens sundhedsafdeling, som antydede, at deres ni-årige datter Malina måtte gøre noget ved vægten. Det skriver vg.no.

»Højde 136 cm. Vægt 34,5 kg. Resultatet ligger over anbefalet vægt. Tag kontakt til sundhedsplejersken efter sommerferien for en samtale i forhold til aktivitet, kost og videre opfølgning og evt. udredning,« stod der i brevet fra kommunen.

Familien blev så chokeret over kommunens opfordring til deres niårige datter, at faren Helge Gustavsen omgående lagde det ud på Facebook sammen med et billede af datteren. Billedet af brevet og datteren er nu blevet delt over 12.000 gange.

»Jeg fik et chok. Hun er en aktiv pige, som går til både håndbold og gymnastik. Kommunens konklusion er for mig helt hårrejsende,« siger Helge Gustavsen til vg.no, og fortsætter:

»Det er klart, at det her går hende på. Vi tog en snak med hende, da vi modtog brevet, og hun spurgte os om, om hun var for tyk. Vi fortalte hende, at det var hun selvfølgelig ikke. Det gør ondt, når ens ni-årige pige begynder at tvivle på sit udseende,« uddyber faren.

Familien har nu modtaget støtteerklæringer fra mange sider. Deres telefon er blevet kimet ned, og på de sociale medier er det haglet ind med støttende bemærkninger til familien. Ifølge Helge Gustavsen hører han fra mange forældre, der har modtaget lignende breve fra kommunen.

Han pointerer, at de er en helt almindelig familie. Som så mange andre familier hygger de sig med lidt godt i weekenderne, men ellers går de op i kost og sundhed. Familien retter nu en kritik afsted mod kommunen og den måde, de har håndteret sagen på.

Lise Tanum Aulie, der er sundhedschef i den pågældende kommune, fortæller til vg.no, at det er fast rutine, at forældre får besked, hvis deres børn skal tabe sig.

»Når det er sagt, så kan vi godt arbejde med, hvordan forældre skal modtage sådan en besked. Jeg beklager, at Malina og hendes forældre oplevede beskeden på en ubehagelig og provokerende måde. Vi vil efter ferien se på vores rutiner,« forklarer hun.

Har du oplevet noget lignende? Så må du meget gerne tippe BT. Send til 1929.