Den seneste uge har demonstranter i Baltimore protesteret mod politiets hårdhændede behandling af en sort ung mand, som døde kort tid efter en anholdelse. Protesterne er nu så voldsomme, at guvernøren i Maryland har erklæret staten i undtagelsestilstand, og byens borgmester har indført et natligt udgangsforbud.

USA: Protesterne efter den unge sorte mand, Freddie Grays, død fortsætter med uformindsket styrke i byen Baltimore i delstaten Maryland i USA. Det har fået guvernøren i Maryland, Larry Hogan, til at erklære staten i undtagelsestilstand, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I et opslag på Facebook fordømmer han »handlingerne, som udføres af lovbryderne, der deltager direkte i angreb mod uskyldige civile, forretninger og politifolk«.

På et pressemøde mandag oplyste borgmesteren i Baltimore i delstaten Maryland i USA, Stephanie Rawlings-Blake, at myndighederne nu har besluttet at indføre udgangsforbud som følge af optøjerne i byen.

Udgangsforbuddet træder i kraft tirsdag og vil vare fra klokken 22.00 til klokken 05.00 i en uge. Borgmesteren oplyste yderligere, at Nationalgarden vil blive sat i beredskab.

»Det er tydeligt, at der er forskel på de fredelige protester, vi har set den seneste uge, og som er blevet udført af dem, der ønsker retfærdighed, som ønsker at blive hørt og kræver svar, og så på protesterne, der er sat i gang af dem, der bare ønsker vold og uro i byen,« sagde borgmesteren under pressemødet.

Myndighederne har oplyst, at 15 politibetjente er kommet til skade i forbindelse med de voldelige optøjer. To er fortsat indlagt på hospitalet.

Direkte TV-billeder fra optøjerne viste mandag, at en bygning var sat i brand, og at store røgmængder stod op fra bygningen. Politiet i Baltimore skrev mandag aften dansk tid på Twitter, at en gruppe havde skåret brandvæsnets vandslange over, så slukningsarbejdet blev besværliggjort.

Protesterne startede forrige mandag, efter at den 25-årige Freddie Gray døde om søndagen, da politiet havde undladt at give ham rettidig lægehjælp i forbindelse med en skade på rygsøjlen, som han pådrog sig, da han blev anholdt. En af Freddie Grays families advokater har fortalt, at hans rygsøjle næsten var skilt fra hans nakke, og at han havde tre brækkede ryghvirvler.

Freddie Gray er den seneste i rækken af sorte mænd, der er døde som følge af at have været udsat for en hårdhændet behandling af politiet. Dødsfaldene har forårsaget et ramaskrig i USA, fordi mange opfatter hændelserne som en hårdhændet og uberettiget magtanvendelse mod sorte amerikanere.