En gruppe mennesker er efter sigende begyndt at uddele hadefulde visitkort ud til rejsende metro-passagerer, der tilsyneladende ikke har andet formål end at få overvægtige mennesker til at få det skidt med deres udseende.

»Det er ikke dine kirtler. Det er dit frås.«

Sådan står der på et visitkort, som englænderen Kara Florish har delt på sin Facebook-profil, efter hun skulle have modtaget det af en ukendt mand under en tur med den engelske metro, der løber under Londons gader.

Det skriver New York Daily News.

»Vores organisation hader og afskyr fede mennesker. Vi protesterer imod de enorme mængder af føde I indtager mens halvdelen af verden sulter,« står der blandt andet på kortet, der har 'Overweight Haters Ltd. (Hadere af overvægtige, a/s, red.) som afsender.

»Vi forstår ikke, hvorfor I ikke kan fatte, at I ved at spise mindre vil blive gladere, tyndere, få det bedre bedre og finde en partner, der ikke er en perverteret tyksakke-elsker eller i det hele taget bare finde en partner,« fortsætter det hadske budskab.

Kara Florish har sidenhen taget oplevelsen i stiv arm, men hun er bekymret for, hvad det mon ikke kan betyde for folk, som kæmper med vægtproblemer:

»Jeg er ikke selv oprevet. Jeg er mindre end det nationale gennemsnit og ikke just overvægtig, men det her er hadefuldt og kujonagtigt, og det kan muligvis gøre folk, som har problemer med selvtillid og spiseforstyrrelser kede af det,« skriver hun på Twitter.

Ikke et enestående tilfælde

Selvom gruppen ikke er tidligere kendt eller tidligere har slået til, kan noget tyde på, at 'fat shaming', som praksissen, hvor man skammer overvægtige, kaldes, ikke er noget de rejsende i Londons metro kan vide sig sikre mod.

En anden rejsende i metroen ved navn Sean Thomas Knox skriver på sin Twitter, at han var vidne til en ung pige, som brød sammen i gråd, efter hun modtog et lignende visitkort med teksten: »DU ER FED.«

De britiske transportmyndigheder meldte i mandag morgen ud på Twitter, at de har kendskab til de kort, der omdeles i metroen, og at de opfordrer enhver, som har kendskab til, hvem der står bag, til at kontakte dem.