Greenpeace: Så dårlig er sikkerheden på svenske atomkraftværker

Mens Sverige insisterer på, at landets tre atomkraftværker er sikre og derfor gerne vil bevare dem så længe som muligt, så er der flere grunde til, at miljøorganisationen Greenpeace råber vagt i gevær og opfordrer til, at man lukker de gamle kraftværker. Der har nemlig været omfattende sikkerhedsproblemer i gentagne tilfælde på alle tre værker. Det fremgår af den rapport, som Greenpeace i dag har offentliggjort og som konkluderer, at sikkerheden på værkerne er for dårlig. Ifølge miljøorganisationen er det derfor blot et spørgsmål om tid, inden vi ser en katastrofe - som også vil gå ud over Danmark.

- Der er bestemt en risiko for, at vi kan blive ramt, og hvis vi gør, så kan det blive meget alvorligt, siger Tarjei Hallan, der er klimamedarbejder hos Greenpeace til bt.dk.

LÆS OGSÅ: Chok-rapport fra Greenpeace: Frygter atomkatastrofe i Sverige

Det nyeste tilfælde af den dårlige sikkerhed er kun fire måneder gammel og opstod i juni, da man opdagede, at der var sprængstof i en lastbil, der var på vej ind i sikkerhedszonen rundt om kraftværket Ringhals ved Göteborg.

Sprængstoffet var på størrelse med en tennisbold, men der var ingen tændingsmekanisme på. Politiet mistænkte, at sprængstoffet skulle bruges i en sabotage-aktion, og sikkerheden omkring landets øvrige atomkraftværker blev derefter skærpet. Det er endnu uopklaret, hvem der havde placeret sprængstoffet på lastbilen.

læs også: Danmark er omgivet af atomkraft

Episoden i Ringhals er dog langt fra den eneste på de svenske kraftværker. I maj 2011 opstod der brand på Ringhals-værket, da en støvsuger kortsluttede efter at være blevet efterladt i en reaktor. Branden førte til massive ødelæggelser.

Og også tidligere på året i 2011 var der problemer på det store kraftværk, der har hele fire reaktorer. Et tilsynstjek viste nemlig, at nogle medarbejdere havde tapet flere af sprinklerne i Ringhals' sprinkleranlæg til.

De tre episoder skete på trods af, at Ringhals-værket siden 2009 har været underlagt en særlig skærpet sikkerhedskontrol af de svenske myndigheder.

Og også de to andre kraftværker - Forsmark i Småland og Oskarshamn nord for Stockholm har haft problemer. 

læs også: Sverige åbner for nye atomkraftværker

I juli 2006 skete der en kortslutning på Forsmark-værket, der i alt har tre reaktorer. Kortslutningen gjorde, at tolv forskellige sikkerhedssystemer kollapsede. Desuden gik to af de fire reservekraftsystemer som skal køle reaktorerne ned, også ud. Myndighederne klassificerede hændelsen som en kategori 1-hændelse, hvilket er en af de mest alvorlige, skriver Svenska Dagbladet.

Forsmark-værket var desuden under skærpet tilsyn fra 2006 til 2009.

På Oskarshamn-værket var der to sikkerhedsbrister i 2008 og 2011. I sidstnævnte tilfælde gik den ældste reaktor i stå fire gange i løbet af 17 dage.

Læs også: