Australske teenagere er så bange for at få store børn, at en stor del af dem begynder at ryge, når de bliver gravide.
Det skriver The New Zealand Herald.
Den usunde tendens blandt australske teenagere er blevet kendt på baggrund af et 10-årigt antropologisk studie om rygning i Australien, som professor Simone Dennis fra the Australian National University har foretaget.
Hendes forskning viser, at teenagere helt ned til 16-års alderen begynder at ryge i forsøget på at gøre deres kommende barn mindre i vægt, fordi de frygter for at skulle føde et stort barn.
Flere teenagere starter endda først med at ryge for første gang, efter de er blevet gravide, netop fordi de har læst, at det kan gøre deres barn mindre. Studier viser da også, at mødre der ryger har dobbelt så stor chance for at få et barn, der vejer omkring 200 gram mindre.
Og dét faktum vejer tilsyneladende tungere hos mange australske teenagere, selvom det også er bevist, hvordan rygning under graviditeten kan føre til højere dødfødselsrate og større risiko for børneastma og allergier hos barnet.
Professor Simone Denise forklarer, at mange af teenagerne har læst på cigaretpakkerne, at rygning kan gøre barnets vægt mindre - og det har de altså fortolket som en god ting, selvom det egentlig ikke var intentionen.
Hun er generelt chokeret over de unge pigers prioritering.
»Nogle var unge, 16 eller 17 år, og deres overvældende frygt var 'Åh gud, jeg kommer til at få et enormt barn', så de brugte aktivt cigaretter til at medicinere mod det,« forklarer Simone Dennis.
Hun fortæller også, at nogle aldrig havde røget før, og kun startede for at gøre deres kommende barn mindre. Andre røg endnu mere i håbet om at få et mindre barn.
Rygning er i forvejen ikke helt ualmindeligt blandt gravide kvinder i Australien, hvor 18 procent ryger under graviditeten. Tidligere studier har også vist, at omkring 37 procent af mødrene under 25 år røg under graviditeten, mens det samme galdt 10 procent af mødrene over 30 år.
Professor Simone Dennis' forskning er udkommet i bogen 'Smokefree', som også indeholder studier i, hvordan rygere generelt bliver behandlet, og hvordan rygere agerer i kølvandet på advarsler på cigaretpakker og flere røgfri zoner.
