Det kan godt være, at Ecuador har givet Julian Assange politisk asyl, men WikiLeaks-stifteren skal ikke føle sig for sikker.
Det britiske udenrigsministerium insisterer på, at Julian Assange skal udleveres til Sverige, selv om WikiLeaks-stifteren netop har fået asyl i Ecuador.
- Efter britisk lovgivning har Hr. Assange opbrugt alle appelmuligheder hos de britiske myndigheder, som er forpligtet til at udlevere ham til Sverige. Vi vil leve op til den forpligtelse, siger en talsmand for udenrigsministeriet ifølge Reuters.
Det er nu snart to måneder siden, Julian Assange trådte ind på Ecuadors ambassade i London 19. juni og bad om politisk asyl med henvisning til FNs menneskerettighedsdeklaration. Dermed brød han reglerne for sin kaution og står derfor til at blive anholdt i det øjeblik, han forlader ambassaden.-
Nyheden om Ecuadors redningskrans til Julian Assange blev ikke vel modtaget i det britiske udenrigsministerium.
- Vi er skuffet over udmeldingen fra Ecuadors udenrigsminister, om at Ecuador har besluttet at give politisk asyl til WikiLeaks’ stifter, Julian Assange, der har forskanset sig på den latinamerikanske stats ambassade i London i to måneder, siger talsmanden.
Tre retsinstanser i Storbritannien har afgjort, at han skal udleveres til Sverige, hvor han er anklaget for seksuelle overgreb mod to kvinder.
Assange frygter, at hvis først han udleveres til Sverige, havner han før eller siden i USA, hvor han risikerer dødsstraf for WikiLeaks’ læk af tusinde af fortrolige og følsomme oplysninger i 2010.