Gigantisk stålskjold skal indkapsle Tjernobyl-værket

SE GRAFIKKEN: Et kæmpemæssigt stål-byggeri blev i dag sat i gang på det smadrede atomkraftværk i Tjernobyl i Ukraine.

Det er i dag d. 26. april præcis 26 år siden verdens værste atom-katastrofe fandt sted i Tjernobyl. På årsdagen for den ødelæggende ulykke begynder nu byggeriet af en gigantisk stål-kapsel, der skal erstatte den betonsarkofag, der blev bygget over den ødelagte reaktor umiddelbart efter ulykken, for at skærme for den skadelige radioaktivitet.

Den ukrainske præsident Viktor Janukovitj var med til at indvie de indledende monteringer af de første stål-buer, der i sidste ende skal skabe det gigantiske stål-skjold, der indkapsler selve værket.

Som et symbol på starten på det nye byggeri trykkede præsidenten selv på den 'knap', der satte byggeriet i gang. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Tre års byggeri

Den nye stålkonstruktion til 2,2 mia. dollars vil stå færdigbygget i 2015, og da kan det svære arbejde med demonteringen af den nedsmeltede reaktor 4 fortsætte. Der skal stadig fjernes masser af radioaktivt affald. Den nye bygning er designet til at kunne holde i 100 år. En for en vil kæmpemæssige stål-skinner blive sat sammen, for til sidst helt at kunne indkapsle den betonsarkofag, der blev opført lige efter ulykken.

SE GRAFIKKEN I BUNDEN AF ARTIKLEN

Da ulykken fandt sted skønnes det, at det som direkte følge kostede mindst 56 menneskeliv, men de efterfølgende virkninger af ulykken har være katastrofale.

En kæmpe radioaktiv sky steg op under eksplosionen og sendte radioaktive stoffer ud over store dele af Europa, Rusland, Ukraine og Hviderusland. Den massive radioaktivitet menes at have medført mere end 4000 kræft-dødsfald.

Det menes, at mange tusinde mennesker udviklede forskellige former for kræft, og særligt var der mange tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen. Mange tusinde børn blev også efterfølgende født med misdannelser grundet ulykken og den høje radioaktive stråling.

Området omkring det forladte værk ligger i dag øde hen. Dog arbejder der stadig folk på værket, der kæmper for at stoppe den stråling, der stadig finder sted.  

Se grafik over ulykken og den nye bygning her:

Læs også: