Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En ny international svindel-sag er blevet afsløret, og der er bestemt ikke tale om små beløb. Metoden har fået navnet 'Methbot', og svindlerne har lokket 180 millioner dollars svarende til omkring 1,3 milliarder danske kroner fra annoncører.

Det skriver CNN. Der er tale om russiske internetsvindlere, der har opbygget en højteknologisk virksomhed, hvor de har vist rigtige reklamer til mennesker, der ikke eksisterer. Sikkerhedsfirmaet 'White Ops' har lavet en rapport om det kriminelle netværk.

I korte træk foregår svindlen ved, at ægte reklamer bliver præsenteret på falske internetsider og for falske seere og læsere.

Annoncørerne tror selvfølgelig, at deres reklamer bliver vist for nye kunder. Derfor betaler de millioner for, at deres reklamer bliver vist på det, de tror er nogle store hjemmesider. Sådan forholder det sig bare ikke.

For internet-svindlerne har lavet mere end 250.000 falske hjemmesider, hvor ingen rent faktisk kigger med.

Og derudover ejer de mere end 500.000 IP-adresser, der kontostyres af en slags robot. Og det er disse falske adresser, der besøger hjemmesiderne, hvor reklamerne ligger.

»Dette er en meget avanceret metode, og det overgår alt andet vi har set tidligere,« fortæller Eddie Schwartz, der er en af lederne i White Ops, til CNN. Også robotterne, der styrer IP-adresserne, er avancerede. De er indstillet til at have flere menneskelige egenskaber.

De kan både klikke på reklamen, gå ud af den og se hele reklamen.

White Ops opdagede svindelnummeret for første gang tilbage i oktober. De fortæller, at internetsvindlerne tjener op mod 5 millioner dollars svarende til 35,6 millioner danske kroner om dagen, ved at skabe op mod 300 millioner falske 'video-visninger' dagligt.

White Ops forklarer, at hackere tidligere har fundet ud af, hvordan de kunne give en virus gennem annoncer eller hvordan de kunne generere falske klik på en reklame.

Svindlerne har i denne situation garderet sig ved, at de mange IP-adresser er placeret over hele USA, og dermed virker 'virksomheden' mere troværdig.

White Ops fortæller, at der endnu ikke er sigtet nogen i sagen. Og svindlen kan være yderst svær at stoppe. Den bedste måde er ifølge White Ops at informere så mange som muligt, fordi svindlen er så integreret på markedet.