Det er snart otte år siden, at den tidligere KGB-agent Alexander Litvinenko blev forgiftet i London. Men som en del af en hårdere linje overfor Rusland kræver Storbritannien nu drabet undersøgt.

STORBRITANNIEN: Selv om det snart er otte år siden, at Alexander Litvinenko døde af den forgiftede te, han drak på et hotel i London, er det først nu, at den britiske regering vil sætte en undersøgelse af drabet i gang. Anledningen er angiveligt nedskydningen af MH17 over Ukraine og en hårdere linje over for Rusland, hvor præsident Putin mistænkes for at være hjernen bag forgiftningen af den tidligere KGB-agent. Det skriver Reuters.

I 2006 drak Alexander Litvinenko en kop te på et dyrt hotel i London. Teen var forgiftet med et sjældent radioaktivt stof, polonium, der langsomt tog livet af den afhoppede agent. Fra sit dødsleje nåede Litvinenko dog at beskylde Ruslands præsident Putin for at have givet ordren til forgiftningen.

Så sent som sidste år nægtede den britiske regering at undersøge Litvinenkos død nærmere. Det førte til beskyldninger om, at briterne prøvede at tækkes Putin og Kreml, der hele tiden har nægtet nogen som helst forbindelse til mordet.

Men nu er der altså kommet nye boller på suppen fra London. Efter nedskydningen af passagerflyet MH17 over Ukraine har premierminister David Cameron opfordret til hårdere sanktioner over for Rusland og Vladimir Putin. Og nu vil den britiske regering altså alligevel også undersøge Litvinenkos død.

»Det er mere end syv år siden, hr. Litvinenko døde, og jeg håber virkelig, at denne undersøgelse vil være en trøst for hans enke,« siger Storbritanniens indenrigsminister, Theresa May, i en pressemeddelelse.

Da briterne gav Alexander Litvinenko asyl i 2001, efter han var hoppet af som KGB-agent fra Rusland, betød det alvorlige skrammer i forholdet mellem de to lande.