Et mere end 10 timer langt gidseldrama i en Deutsche-Bank-filial i Berlin er endelig slut. Både gerningsmand og gidsel er uskadte.

Gidseltageren er anholdt, og hans offer, en 40-årig bankansat, er befriet. Begge er ifølge en talsmand for politiet »fysisk uskadte«, skriver den tyske avis Bild.

Fredag eftermiddag forskansede gerningsmanden sig i banken med gidslet og krævede et sekscifret millionbeløb for ikke at sprænge banken i luften. 300 politifolk, heriblandt specialenheder og snigskytter, omringede herefter hurtigt området. Forinden lykkedes det dog politiet at redde mere end 20 ansatte ud af banken.

Senere fik en af politiets forhandlere kontakt til gidseltageren, som blandt andet krævede millionbeløbet udbetalt i euro og frit lejde ud af banken, før han ville løslade sit gidsel.

Gaderne omkring banken i bydelen Zehlendorf blev afspærret, mens en restaurant og et julemarked i nærheden blev evakueret.

Retsmedicinere undersøger nu, om gerningsmanden rent faktisk havde sprængstoffer med sig.