Fredsforhandlinger mellem Colombias regering og landets næststørste oprørsgruppe kan begynde i februar.

Bogota. Regeringen i Colombia er klar til at indlede fredsforhandlinger med guerillagruppen ELN. Det oplyser den colombianske præsident, Juan Manuel Sanchez, under World Economic Forum i schweiziske Davos.

Det sker, efter at ELN er gået med til at løslade et gidsel fra fangenskab.

Forhandlingerne skulle egentlig være begyndt i november. Men de blev udsat, da ELN ikke efterkom myndighedernes krav om at løslade politikeren Odin Sanchez, der har været tilfangetaget i over otte måneder.

Men løsladelsen af ham baner vej for, at samtalerne formelt kan gå i gang næste måned.

ELN, der består af omkring 2000 personer, betragtes som en terrorgruppe af USA og EU. Gruppen har kidnappet hundredvis af folk i løbet af fem årtier. Målet har været at skaffe løsesummer og dermed finansiere den væbnede kamp.

Skulle parterne nå til enighed om en fredsaftale, vil det i grove træk afslutte arbejdet med at skabe fred i det sydamerikanske land.

Sidste år sluttede regeringen og guerillabevægelsen Farc fred.

Juan Manuel Sanchez modtog i december Nobels fredspris for at have afsluttet den årtier lange konflikt.

Efter planen skal fredsforhandlingerne mellem regeringen og ELN gå i gang 8. februar.

Den væbnede konflikt i Colombia har kostet 260.000 mennesker livet, mens yderligere 60.000 er forsvundet.

/ritzau/Reuters