Den mand, der stod bag skoleskyderiet i USA, er fundet død i skolens bygninger. Politiet har endnu ikke bekræftet, hvor mange personer, der blev dræbt i skyderiet.

USA: Manden, der står bag skoleskyderiet i USA, hvor mindst 27 personer er blevet dræbt, er fundet død, skriver Reuters.

Gerningsmanden, der i medier er blevet beskrevet som en 24-årig mand, som er far til en elev på grundskolen Sandy Hook Elementary School i Newtown i delstaten Connecticut, blev fundet død inden for i skolens bygninger.

Det oplyser politiet i Connecticut på et pressemøde uden for skolen, hvor de ligeledes har oplyst, at gerningsstedet nu er sikret.

Politiet afviser endnu at bekræfte, hvor mange personer, der er blevet dræbt under skyderiet, men oplyser, at der er flere dødsfald blandt både elever og ansatte på skolen.

Den mistænkte gerningsmand er en 24-årig person, som var bevæbnet med fire våben og en skudsikker vest, har WABC rapporteret. Men der har ifølge CBS News været meldinger om endnu en gerningsmand, efter vidner har fortalt, at de har hørt snesevis af skud. Det er dog endnu ubekræftede meldinger, skriver Reuters.

Ifølge CNN blev en anden person end den 24-årige holdt i politiets varetægt, efter han blev tilbageholdt i en skov nær skolen iført camouflage bukser.

Skoleskyderiet har kostet mindst 27 personer livet, og der kan være 18 børn blandt ofrene, har CBS News oplyst på baggrund af udtalelser fra unavngivne embedsmænd, skriver Reuters.

Skyderiet foregik på grundskolen Sandy Hook Elementary School, der underviser elever i alderen omkring fem til ti år. Skolens rektor og psykolog er blandt de dræbte, oplyser CNN.

USAs præsident Barack Obama har været i kontakt med FBI og Connecticuts guvernør og har bedt om at blive holdt orienteret om sagen.

- Vi venter stadig på mere information om hændelsen i Connecticut, oplyser talsmand for Det Hvide Hus, Jay Carney.

Politiet modtog den første melding om skyderiet klokken 9.41 fredag formiddag lokal tid.