Maria Santos Gorrostieta er borgmester i den mexicanske by Tiquicheo. Hendes ukuelige kamp mod brutale narkogangstere har kostet hendes mand livet og hende selv adskillige skudsår - nu står hun frem og blotter sin lemlæstede krop.

Hendes ødelagte legeme er resultatet af to skudattentater, der begge bragte den unge borgmester i yderste livsfare. Hendes mand døde under det første angreb.

Som borgmester i byen Tiquicheo har hun sat hårdt ind mod regionale narkobaroners magtudøvelse og indflydelse - med det resultat at hun selv er blevet skydeskive for de voldelige karteller der hærger og skaber ustabilitet i det latinamerikanske land.

Men selv om hendes modstand allerede har kostet hende dyrt, fortsætter hun kampen. 

- Jeg ville vise jer mine skader, fordi jeg ikke skammer mig over, at min krop er blevet vansiret, fortæller hun til lokale medier, der hylder hendes mod.

- Det er resultatet af skammelige gerninger, der har præget mit og mine børns liv - men jeg er ikke flov over min krop, slår hun fast.

Maria Santos Gorrostieta føler trang til at stå frem med sine skader, fordi hendes modstandere har antydet, at attentaterne mod hende er opdigtede.

Billederne viser dog med skræmmende tydelighed, at angrebene har fundet sted. Blandt andet er kvindens tarmsystem ødelagt, så hun i dag lever med kolostomi, hvor tyktarmen føres ud gennem bugvæggen.

- Der er nogen, der hævder, at jeg lyver om disse angreb - nu viser jeg de fysiske beviser til de folk, der ikke tror på mig, siger hun.   Maria Santos Gorrostieta blev første gang udsat for et bagholdsangreb i oktober 2009, da hun kørte gennem byen El Limone med sin ægtemand. Pludselig regnede kuglerne ind gennem køretøjet, og borgmesteren blev kritisk såret. Hendes mand overlevede ikke attentatet. 



Hun formåede dog at kæmpe sig tilbage til livet og genoptage borgmestergerningen. Men allerede tre måneder senere - i januar i fjor - forsøgte pistolmænd endnu engang at dræbe hende. Denne gang blev hun endnu værre skadet og har måttet leve med stomi lige siden.

Borgmesteren har udtalt, at hun i en anden fase af sit liv ville overveje at opgive kampen mod de kriminelle, men nu bliver hun nødt til at være et eksempel for sine tre børn og manden i hendes liv, der selv måtte betale den ultimative pris for sin kones stædige modstand.

- Hver dag forsøger jeg at fortrænge de forfærdelige billeder af ting, jeg har oplevet. Men jeg kan ikke stoppe nu. Min mand forstod værdien af at kæmpe for det, man har kært, og selvom han ikke længere er iblandt os, er han min ledestjerne, sagde borgmesteren til offentligheden mandag.

Over 90 procent af al den kokain, der indtages i USA, kommer til landet via Mexico. Siden 1990'erne har rivaliserende narkobander i Mexico udkæmpet en blodig krig om magten. En krig, der har krævet tusindvis af civilie ofre.

I de seneste år er konflikten eskaleret, i takt med at kartellernes magt er vokset.