Efter tre ugers intens efterforskning er politiet i Sverige tæt på et gennembrud i sagen om mordet på 17-årige Lisa Holm.

To litauiske brødre har været mistænkt for mordet, men nu er den ene af dem blevet løsladt. Til gengæld tyder meget på, at det var den ældre af de to brødre, som stod bag det uhyggelige mord, som har rystet hele Sverige.

»De seneste undersøgelser har styrket mistanken mod den ældste bror. Blandt andet retsmedicinske tekniske beviser,« siger vice-chefanklager Lars-Göran Wennerholm til Expressen.

Læs også:

Varetægtsfængslingen af den 35-årige hovedmistænkte er blevet forlænget med fire uger. Nu venter efterforskerne med spænding på den fulde obduktionsrapport. I lørdags fik de de første resultater af obduktionen af Lisa Holms lig, som kan være med til at fortælle, hvordan hun døde. Findes der spor af den 35-åriges DNA på Lisa Holms krop, kan det være det fældende bevis.

Hans 31-årige lillebror er stadig under mistanke.

»Men der er ikke længere behov for at han bliver tilbageholdt, og vi har derfor besluttet, at han skal løslades,« siger Lars-Göran Wennerholm.

Læs også:

Storebroderens 34-årige hustru blev også anholdt af politiet. Hun er mistænkt for at have dækket over drabet på Lisa Holm, men blev løsladt sidste uge.

17-årige Lisa Holm forsvandt den 7. juni, mens hun var på vej hjem fra sit arbejde på en café i den lille by Blomberg på knallert. Hun kom aldrig hjem. Efter næsten en uges intens eftersøgning blev hendes lig fundet på en gård, som blot ligger 300 meter fra den café, hvor Lisa Holm arbejdede. De to litauiske mænd arbejdede på gården som sæsonarbejdere, mens kvinden tidligere har været ansat på samme café som Lisa Holm.

Ifølge hans advokat Inger Rönnbäck nægter den 35-årige litauer, som nu er den hovedmistænkte i mordsagen, sig skyldig.