Tre lokaliteter, som er blevet brugt af personer, der mistænkes for at stå bag skudangrebene i Paris den 13. november sidste år, er blevet lokaliseret af belgisk politi.

Det oplyser en belgisk anklagemyndighed onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Efterforskerne har kunnet identificere tre lokaliteter, som er blevet brugt af de formodede gerningsmænd bag angrebene den 13. november 2015,« siger statsanklager Eric van der Sypt ifølge nyhedsbureauet i en pressemeddelelse.

Der er tale om en lejlighed i den sydbelgiske by Charleroi, hvor politiet har fundet fingeraftryk fra den formodede bagmand Abdelhamid Abaaoud.

Derudover drejer det sig om en lejlighed i Bruxelles-bydelen Schaerbeek, som allerede blev identificeret fredag og et mindre hus i landsbyen Auvelais øst for Charleroi.

Angrebene mod Paris bestod af skudoverfald og selvmordsbomber, som i alt dræbte 130. Heriblandt blev 89 dræbt på spillestedet Le Bataclan, hvor der blev skudt under en koncert med bandet Eagles of Death Metal.

/ritzau/