Ny præsident i Gambia vil nedsætte udvalg, der skal granske forgængerens eventuelle forbrydelser.

Dakar. Gambias tidligere præsident Yahya Jammeh er lørdag på vej til at forlade det land, han har styret med hård hånd i 22 år.

Det sker dagen efter, at han måtte bøje sig og træde tilbage fra den post, han har klamret sig til på trods af sit valgnederlag i december.

Hans efterfølger på præsidentposten, erhvervsmanden Adama Barrow, siger, at han vil nedsætte et udvalg, der skal granske eventuelle forbrydelser og menneskeretskrænkelser under Jammehs styre.

Barrow oplyser desuden til nyhedsbureauet AP, at Jammeh vil rejse fra Gambia til Guinea allerede lørdag, skriver flere medier.

Han ventes at rejse fra Gambias hovedstad, Banjul, i selskab med Guineas præsident, Alpha Conde. Conde var en del af den delegation af vestafrikanske ledere, der overtalte Jammeh til at træde tilbage.

Ifølge nyhedsbureauet dpa har Jammeh opstillet flere betingelser for at acceptere en tilværelse i eksil i Guinea. Blandt andet vil han have garanti for, at han ikke bliver retsforfulgt i fremtiden.

Den nyindsatte præsident Barrow har af sikkerhedsgrunde hidtil opholdt sig i nabolandet Senegal, hvor han også blev taget i ed som præsident ved en ceremoni torsdag.

Han siger, at han nu vil sammensætte en regering bestående af repræsentanter fra alle landets partier.

Både i Gambias hovedstad og i nabolandet Senegal har indbyggerne fejret magtoverdragelsen.

- Endelig frihed, lyder nogle af råbene fra de mange, der er gået på gaderne.

- Gud har hørt vores bønner, siger Sheikh Sham, en 34-årig metalarbejder.

/ritzau/dpa