Den libyske nationalkongres har valg Mustafa Abu Shagour til ny premierminister.
Abu Shagour har hidtil fungeret som vicepremierminister, men efter en nervepirrende afstemning blev han valgt til premierminister over Mahmoud Jibril, der under oprøret i Libyen var leder af det Nationale Overgangsråd. Det skete med stemmetallet 96-94 fra den blot to måneder gamle forsamling.
Abu Shagour boede og arbejdede som ingeniør i USA, da den nu afdøde leder Muammar Gaddafis ledede Libyen, men under oprøret mod diktatoren vendte han hjem og blev rådgiver for det nu opløste Overgangsråd.
Abu Shagour har tidligere udtalt, at en af de vigtigste opgaver for de politiske ledere i Libyen er at få sikkerhedssituationen i landet under kontrol. Landet er stadig præget af uroligheder efter Gaddafis fald.
Udnævnelsen af Abu Shagour falder sammen med den anspændte situation i Libyen ovenpå det dødbringende ambassadeangreb i byen Benghazi, som endte med at koste ambassadøren og tre ansatte livet.
Angrebet var en reaktion på den amerikansk-producerede film, ”Innocence of Muslims”, der krænker den hellige profet Muhammed.
BNB



