Fupmager i pilotuniform fløj gratis

Det lykkedes tilsyneladende en 32-årig mand at rejse gratis på mindst én flyvetur, inden han fredag blev anholdt i Torino Lufthavn. Manden har i måneder benyttet sig af falske identitetspapirer og udgivet sig for at være Lufthansa-pilot og dermed fløjet gratis som såkaldt tredjepilot på rutefly, fortæller det italienske politi til Reuters.

Manden, hvis rigtige identitet ikke er offenttliggjort, brugte navnet Andrea Sirlo og havde oprettet en Facebook-profil i navnet, som også inkluderede flere falske Facebook-venner fra flybranchen.

Politiet blev opmærksom på ham for flere måneder siden, fortæller de. Det skete, da »Sirlo« introducerede sig selv som kaptajn til en anden pilot. Det virkede en anelse mistænkeligt, set i forhold til »Sirlos« alder på 32 år, mente piloten.

Herfra begyndte efterforskningen af fupmageren, og det endte med, at det italienske militærpoliti blandt andet fik færten af ham på grund af billeder på Facebook-profilen, hvor han poserer i pilotuniform og solbriller foran fly.

Indtil videre er politiet sikker på, at han har udgivet sig for at være pilot på mindst én flyafgang, men er i øjeblikket ved at efterforske, om der er tale om flere episoder. På flyet fik han plads på første parket, i cockpittet med de øvrige piloter.

Ifølge passagerdata, som er at finde på internettet, skulle piloten Andrea Sirlo have fløjet med som tredjepilot fra Torino til München 23. oktober sidste år.

Det tyske flyselskab Lufthansa, som den falske pilot har benyttet sig af, vil ikke kommentere på sagen og henviser til politiet.

BNB/Reuters

Læs også:


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.