Det danske mindretal i Slesvig-Holsten slipper for at spare 35 millioner kroner på deres skoler. Det nye flertal i landdagen har besluttet at sætte tilskuddet op til det samme niveau som de tyske folkeskoler.

Beslutningen er en sejr for mindretallets parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), der tidligere på måneden gik til valg for at vælte den tidligere borgerlige regering, der havde sat tilskuddet ned til 85 procent. Nu ventes det, at SSW vil danne regering med socialdemokraterne (SPD) og De Grønne, og det er netop de tre partier, der har besluttet at hæve tilskuddet igen.

- SPD, De Grønne og SSW er blevet enig om at genetablere ligestillingen for tilskud til skolerne. Det betyder, at en elev i en dansk skole får præcis samme tilskud, som der gives til elever i de offentlige tyske skoler, siger SSWs chefforhandler, Anke Spoorendonk, til Flensborg Avis.

Hun roser partiets nye koalitionspartnere.

- Den kommende regeringskoalition viser virkelig vilje til at føre en anden, mere rimelig og aktiv mindretalspolitik end tidligere regeringer. Og det skyldes selvfølgelig ikke mindst SSWs deltagelse i regeringen, siger Anke Spoorendonk.

Den tidligere regering bestående af CDU og FDP valgte at sætte tilskuddet til de danske skoler ned i 2010 som led i en større spareplan. Siden har forbundsregeringen kompenseret for nedskæringen, der svarer til cirka 35 millioner kroner årligt, men tilskuddet fra Berlin gjaldt kun i to år.