Landet er ikke kun et oplagt terrormål på grund af de mange udenlandske gæster, der er i landet for at se showet. Aserbajdsjan er også i krig med nabolandet Armenien, og regeringen er nervøs for, at Armenien bruger grand prixet til at sætte fokus på en årevis lang konflikt, der omhandler regionen Nagorno-Karabakh, som begge lande mener hører til dem. Det skriver bt.dk.

Derfor patruljerer politi og sikkerhedsfolk på næsten hvert gadehjørne i den aserbajdsjanske hovedstad, ligesom de overvåger alle byens hoteller 24 timer i døgnet. Desuden får de mange deltagere i årets show samt deres delegationer politieskorte, når de køres rundt i byen.

Ved semifinalen tirsdag aften blev et område på flere kilometer i omkreds omkring arenaen Crystal Hall, hvor showet finder sted, ifølge bt.dk lukket af. Kun personer med særlig adgang, såsom presse, ansatte, deltager-delegationer og publikummer, kunne komme ind på det lukkede område.

Mens regeringen proklamerer, at den øgede sikkerhed er for at beskytte de mange gæster og byens borgere, har flere menneskerettighedsorganisationer advaret mod, at den øgede sikkerhed også er for at kontrollere alt, hvad der foregår under musikkonkurrencen.

Både Amnesty, Human Rights Foundation og andre organisationer har ifølge bt.dk brugt grand prixet til at sætte fokus på de mange demokratiske og menneskerettighedsproblemer, der er i Aserbajdsjan.