En mistede livet, mens syv andre blev kvæstet - heraf tre alvorligt, da en forlystelse brød sammen i et omrejsende tivoli i USA.

Det skulle have været en hyggelig aften med familie og venner på det årlige marked Ohio State Fair i Columbus, men med ét blev de glade hvin og den boblende latter forvandlet til gråd, skrig og blodigt kaos.

Den tragiske ulykke skete onsdag aften lokal tid i den amerikanske delstat Ohio i Midtvesten.

For øjnene af ventede forældre og andre forventningsfulde sommergæster faldt en vogn pludselig af en forlystelse i det omrejsende tivoli, der er stillet op i forbindelse med markedet.

Forlystelsen 'Fireball' består af seks vogne med hver fire sæder, som svinger frem og tilbage i luften. Videooptagelser af ulykken, som er dukket op på Twitter, viser, hvordan den ene vogn pludselig falder af, og flere passagerer flyver gennem luften.

Ifølge NBC4 er den omkomne en blot 18-årig ung mand. Identiteten på de tilskadekomne er endnu ikke blevet offentliggjort, men det forlyder, at én af dem er et 13-årig barn.

Et vidne fortæller til tv-stationen CNN, at hun så to personer flyve mindst seks meter gennem luften, før de landede på betonen på jorden.

Det var tivoliets første åbningsdag, og umiddelbart inden tragedien var alle forlystelser blevet tjekket indtil flere gange. Efter ulykken blev de alle lukket, og Ohios guvernør beordrede en inspektion af samtlige forlystelser på markedet.

»Jeg er frygtelig ked af denne ulykke, over tabet af menneskeliv og at folk kom til skade, mens de morede sig i Ohios tivoli. Vores tanker og bønner går til de sørgende og tilskadekomne. Jeg har beordret en komplet undersøgelse af ulykken og har beordret alle forlystelser lukket, indtil en yderligere sikkerhedsinspektion er blevet gennemført,« skriver guvernør John Kasich på Twitter.

Ohio State Fair varer fra den 26. juli til den 6. august.