Op mod 80 indianere kan være blevet brændt ihjel af illegale sydamerikanske minearbejdere.

VENEZUELA: Illegale guldminearbejdere har udført en massakre på en gruppe isolerede Yanomami-indianere i Amazonregnskoven, hævder andre indianere.

Det er uklart hvor stor omfanget af den påståede massakre er, men ifølge Survival International, der taler forskellige stammefolks sag, kan op mod 80 personer være blevet dræbt, mens kun tre har overlevet, fordi de var på jagt, da minearbejderne angreb.

Der er dog tale om højest usikre tal, da ingen myndigheder kender til antallet af indbyggere i den lille indianerlandsby.

Øjenvidner hævder, at de har fundet brændte kroppe og knogler, da de ville besøge Yanomami-stammen, hvis medlemmer angiveligt skulle være blevet lukket inde et hus, der senere blev antændt.

Da indianerne boede dybt inde i junglen tog det flere dage, før vidnerne nåede frem til civilisationen, hvor de kunne fortælle om drabene.

Ifølge en talsmand for Yanomami-organisationen Horonami har minearbejderne længe forsøgt at fortrænge Yanomami-folket.

- Vi har klaget over det i tre år. Der er mange guldminearbejdere, der arbejder illegalt i skoven, siger Luis Shatiwe Yanomami.

Angreb og massakrer Yanomami-indianere er ikke noget nyt fænomen. I 1993 blev 16 indianere dræbt, da minearbejdere angreb deres landsby i Brasilien. Flere af gerningsmændene blev efterfølgende dømt for folkedrab, oplyser Survival International.

Stephen Corry, der er leder af organisationen, opfordrer myndighederne til at sætte en stopper for forbrydelserne mod de indfødte i Amazonas.

- Dette er endnu en frygtelig tragedie for Yanomami-folket, der bliver ramt af forbrydelse på forbrydelse. Alle regeringer i Amazonas må stoppe den eskalerende ulovlige minedrift, skovhugst og bosættelser i de oprindelige folks områder. Det fører uundgåeligt til massakrer på indianske mænd, kvinder og børn. Venezuelas myndigheder må nu hurtigt stille drabsmændene for en domstol og sende et signal til hele regionen om, at indianere ikke længere kan dræbes, uden at det bliver straffet, siger han.