Basima Abdualrazak åbnede tidligere i år en frisørsalon i den norske kommune Moss, hvor hun tilbød særpris til asylansøgere.

Hensigten var at tilbyde rabatten til asylansøgere, fordi de ikke har mange penge at gøre godt med. På sit skilt i vinduet, fik Basima Abdualrazak dog skrevet, at hun gav særpris til 'indvandrere', og det faldt bestemt ikke i god jord hos flere borgere.

Det skriver TV 2 Norge.

Flere mente, at frisøren på den måde diskriminerede etniske nordmænd.

Basima Abdualrazak fik blandt andet en sms fra en mand i slutningen af 20'erne, der senere har forklaret til TV 2 Norge, at han mente frisørens rabat sendte et dårligt signal til nordmænd, og at det desuden ikke kunne være rigtigt, at man skulle have halv pris, bare fordi man var indvandrer.

Samme mand mente, at rabatten var udtryk for en form for omvendt racisme.

'Jeg vil sprede et dårligt rygte om dig og din butik, og jeg vil anbefale alle etniske nordmænd at boykotte din butik! Det her er jo omvendt racisme. Du laver dine egne regler i et land, der ikke tilhører dig, det vil få konsekvenser!' skrev han i en sms til Basima Abdualrazak.

Efterfølgende rådførte hun sig med en kunde, der forklarede hende, at det måske var en smule problematisk at skrive indvandrer - og i stedet ændrede hun formuleringen til 'asylansøger'. Det var egentlig også denne gruppe, Basima Abdualrazak ville have tilbudt rabat til i første omgang, fortæller hun.

Studerende og pensionister får også rabat i salonen, fortæller Basima Adualrazak.

Siden er hun blevet politianmeldt til politiet i Frederikstad for diskrimination.

Basima Adualrazak understreger dog, at det aldrig har været hendes mening at diskriminere. Hun har to syriske flygtninge ansat som lærlinge i salonen og prøver bare at hjælpe, dem hun kan, forklarer hun.

»Jeg hjælper alle, ikke kun dem fra asylmodtagelsen. Det er ikke tilladt bare at sidde derhjemme, det er bedre, at du lærer norsk og arbejder lidt,« sige Basima Adualrazak.

Mandag blev den 47-årige norske frisør Merete Hodnerrisør dømt for diskrimination, fordi hun smed en hijabklædt kvinde ud af sin salon i oktober sidste år, fordi hun var bange for totalitære symboler. Merete Hodnerrisør er samtidig blevet dømt til at betale en bøde på ca. 8.000 danske kroner.