KØB PLUS!

Frikendt for at se homoseksuel ud

En dom over to mænd, der blev fængslet for at have været iført dametøj og makeup, er blevet omstødt.

En domstol i Cameroun omstødte mandag en dom, hvor to mænd var blevet kendt skyldige i homoseksualitet og idømt fem års fængsel for at være iført kvindetøj og makeup, skriver Reuters.

Homoseksualitet er ulovligt i det vestafrikanske land, men flere episoder har i den seneste tid har sat fokus på de voksende spændinger mellem et meget konservativt samfund og en mindre homofobisk yngre generation.

De to mænd blev dømt i november i 2011 og havde allerede afsonet over et år i fængsel. Deres advokat, Alice Nkom, der arbejder for homoseksuelles rettigheder, siger, at domstolens afgørelse var ventet.

- Dommen var i strid med loven, da de to dømte ikke var blevet set eller taget i at gøre noget, da politiet arresterede dem, siger hun.

- De blev arresteret, fordi de blev set i kvindetøj og på grund af deres makeup og kun mistænkt for at være homoseksuelle. Det er derfor vi appellerede.

For tre uger siden stadfæstede samme ret en dom på tre års fængsel til 32-årige Jean-Claude Roger Mbede, som blev kendt skyldig i homoseksuel adfærd, fordi han sendte en sms til en anden mand med ordene »Jeg er meget forelsket i dig«.

Nkom som også forsvarede Mbede siger, at hun havde håbet, at retten også ville omstøde den dom.

- En mand kan ikke blive fundet skyldig i at praktisere homoseksualitet, bare fordi han sender en sms til en anden mand for at sige, at han elsker ham. Mindst to personer af samme køn skal tages i akten, før de kan anholdes og dømmes, siger hun.

EUs udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, har tidligere sagt, at kriminaliseringen af homoseksualitet i Cameroun er uforenelig med internationale menneskerettigheder.

Homoseksualitet er ulovligt i mange afrikanske lande. I Cameroun går strafferammen fra seks måneder til fem års fængsel.

I 2011 blev 12 dømt for homoseksualitet.

BNB/Reuters