En pose med genbrugsting til Frelsens Hær fik politiet til at rykke ud, da de frivillige gennemgik indholdet.

Da Frelsens Hær-butikken modtog en pose med genbrugsting, måtte de formodentlig lige synke en ekstra gang.

Posen med genbrugsting blev indleveret via en donationsluge, men da de frivillige i butikken i Colombus i Ohio skulle gennemgå posen, fandt de en lang række skræmmende billeder. I alt indeholdt posen 32 polaroidbilleder. Nogle af dem var billeder af en lille, nøgen pige, mens andre viste billeder af en mand, der begik overgreb på pigen. Det fortæller The Colombus Dispatch.

Frelsens Hær-butikken kontaktede straks politiet, som rykkede ud til butikken for at undersøge posen.

Det lykkedes betjentene at spore ejeren af det uhyggelige indhold, fordi der i posen også lå en række breve og nogle kvitteringer. Derfor kunne politiet efterfølgende anholde 49-årig Gary Sovie.

Her ses 49-årige Gary Sovie
Her ses 49-årige Gary Sovie Foto: Politifoto
Vis mere

Det lykkedes samtidig at finde ud af, hvem den lille pige på de forfærdelige billeder var. Ofrets mor har efterfølgende fortalt i retten, at billederne skulle være taget, da hendes datter var mellem 16 og 18 måneder gammel, og at overgrebene skulle have fundet sted i slutningen af 90'erne.

Moderen har desuden fortalt, at hendes datter ikke havde nogen anelse om overgrebet, fordi hun simpelthen ikke kunne huske det.

»Jeg var helt ude af mig selv. Det her var mit barn. Hun var hele min verden,« har moderen udtalt.

49-årig Gary Sovie har erklæret sig skyldig i voldtægt og overgreb på en mindreårig. Han er blevet idømt 17 års fængsel, fået en bøde på knap 240.000 kroner. Han skal samtidig betale retsomkostningerne, ligesom han også nu fremgår i et register over sexforbrydere.

Pigen, der blev udsat for overgreb og som nu er i slutningen af teenageårene, overværede ikke retssagen.