Franskmændene spiser mere hestekød
Hestekødsskandalerne har ikke fået franskmændene til at miste appetitten på hestekød - tværtimod.
Hestekødsskandalerne har ikke fået franskmændene til at miste appetitten på hestekød - tværtimod.
Den europæiske kødskandale har tilsyneladende givet franskmændene mere lyst til hestekød, skriver avisen The Guardian.
Ifølge brancheorganisationen Interbev, der organiserer de franske hesteslagtere, er efterspørgslen steget med 15 procent, efter skandalen begyndte at rulle.
Franske forbrugere er nu mere på vagt over for frosne færdigretter, hvor efterspørgslen er faldet med fem procent, og strømmer til de traditionelle håndværksslagtere - især for at sætte tænderne i kød fra den firbenede traver.
»Der findes ingen, der er mere pålidelig end en god hesteslagter,« siger en pensioneret sekretær, som med glæde betaler fem euro for hendes ugentlige ration hestekød.
Bag disken med hestebøffer, tørret hestepølse, hestepaté og hakkemaskinen til at lave frisk hestetartar bekræfter slagter Daniel Adam den stigende efterspørgsel siden lasagneskandalen.
»Alle taler om hestekød,« siger han.
»Folk tænker »ah hestekød, det have jeg glemt alt om. Det vil jeg prøve igen.«
Den franske slagter mener ikke, at skandalen har udløst nogen dårlige tanker om hestekød.
»Folk sætter i stedet spørgsmålstegn ved forarbejdningsindustrien,« siger han.
Franskmændene har nydt hestekød siden 1700-tallet. Det var i århundreder billig mad til arbejderklassen.
De største mængder bliver stadig solgt i de gamle kulmineområder i den nordøstlige del af landet, i Paris og i den sydøstlige del af landet, men siden 80’erne har efterspørgslen været faldende.
I dag køber 16 procent af franske husholdninger hestekød.
I de senere år har industrien ført reklamekampagner, der har lovpris kødet for dets lave fedt- og kolesterolindhold.
Franskmændene spiser omkring 20.000 ton hestekød årligt.
I Italien, hvor hestepølser er populære, spiser befolkningen dobbelt så meget hestekød.