Paris ventes senere søndag at blive ramme om store demonstrationer vendt imod lovforslag om at tillade vielser af homoseksuelle.

FRANKRIG: Flere hundredtusinde franskmænd ventes i dag, søndag, at gå på gaden i protest mod en lov, som vil gøre det muligt for homoseksuelle at indgå ægteskab.

Alene i Paris ventes der så mange deltagere, at politiet har besluttet at dele demonstranterne op i tre marcher, der skal begynde forskellige steder, oplyser Reuters.

Bag demonstrationerne står en broget samling af katolske konservative, politisk konservative, repræsentanter for muslimske, jødiske og kristne trossamfund og andre ikke religiøse, der mener, at ægteskab mellem to af samme køn ikke hører sig til.

Allerede fra tidlig morgen var 900 busser, fem højhastighedstog og en stor mængde biler på vej til Paris med demonstranter, som blandt andet skal samles ved Eiffeltårnet, hvor en af de tre demonstrationer starter sidst på eftermiddagen.

Lovforslaget skal efter planen vedtages til juni på initiativ af den socialistiske præsident, Francois Hollande, men modstanden er stor, og det flertal, der ifølge meningsmålinger stadig bakker op om lovforslaget, skrumper og udgør nu under 55 procent, oplyser Reuters.

Francois Hollande har ifølge kritikere forsøgt at liste loven gennem parlamentet uden alt for meget offentlig debat, og da hans aktier i forvejen står lavt på grund af manglende resultater på beskæftigelsesområdet, har lovforslaget medvirket til at øge negativiteten i befolkningen.

Flere franske kardinaler, blandt andre overhovedet for den franske katolske kirke, André Vingt-Trois, har stillet spørgsmål ved, hvorfor Hollande presser på med en lov for »ægteskab for alle«, når vælgerne er mere interesseret i »job for alle«.

Men også ledere for andre trosretninger, muslimer, jøder, protestanter og ortodokse kristne, har været ude og kritisere.

En af arrangørerne, en excentrisk komiker, Frigide Barjot siger:

- Vi er alle skabt af en mand og en kvinde, men med den nye lov vil det være modsat. Så vil man sige, at et barn er født af en mand og en mand.

De massive protesterne har allerede betydet, at et planlagt lovforslag om også at give lesbiske adgang til at blive kunstigt befrugtet på det offentliges regning er blevet ændret til kun at gælde heteroseksuelle par med fertilitetsproblemer.