FRANKRIG: Den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, har fredag aften modereret sine udtalelser tidligere på dagen om, at Frankrig er klar til at samarbejde med Syriens regeringsstyrker mod Islamisk Stat. Det skriver Reuters.

Udtalelsen er kontroversiel, fordi det officielle standpunkt blandt de vestlige lande er, at den syriske regeringsleder, Bashar al-Assad, skal træde tilbage. Men nu siger Fabius, at samarbejdet kun kan finde sted, hvis Syrien får et overgangsstyre.

»Samarbejdet med alle syriske styrker, inklusive den syriske hær, mod Daesh (Islamisk Stat, red.), er naturligvis velkommen, men, som jeg har sagt, kan det kun finde sted inden for rammen af et politisk skifte,« siger Laurent Fabius i en erklæring fredag aften.

Torsdag mødtes den franske præsident, Francois Hollande, med den russiske præsident, Vladimir Putin, i et forsøg på at mobilisere et bredt samarbejde i bekæmpelsen af Islamisk Stat. Her lovede Putin, at Kreml er klar til at stå side om side med Frankrig i kampen mod terrorbevægelsen.

BNB