Det kan ikke være Frankrigs ansvar at håndtere migranter for briterne, siger præsidentkandidaten Alain Juppé.

Paris. Den franske præsidentkandidat Alain Juppé foreslår, at man flytter den fransk-britiske grænse til det sydlige England.

I et interview med avisen The Guardian siger den tidligere premierminister, at Frankrig ikke bør stå med håndteringen af migranter og flygtninge i Calais på vegne af briterne.

- Vi kan ikke acceptere det, der sker i Calais. Det er katastrofalt for vort land, og det har ekstremt alvorlige konsekvenser for økonomien og sikkerheden i Calais, siger Juppé.

Juppé vil genforhandle Le Touquet-aftalen fra 2003. Ifølge den sker grænsekontrollen på den franske side af kanalen.

Det må være briternes job at afgøre, om de vil modtage de mennesker, som drømmer om at komme videre til Storbritannien, lyder Juppés argument.

Målinger viser, at Alain Juppé er favorit til posten som Frankrigs næste præsident. Han var premierminister fra 1995 til 1997.

Senere var han udenrigsminister fra 2011 til 2012 i François Fillons regering, mens Nicolas Sarkozy var præsident.

Le Touquet-aftalen betyder, at britiske myndigheder kan kontrollere migranter på fransk grund.

I praksis har det ført til, at tusindvis af mennesker opholder sig i ingenmandsland ved havnebyen Calais.

Her er opstået en lejr, der populært kaldes Junglen, hvor tusindvis har boet under dårlige forhold.

Den franske regering har været i gang med at flytte de mange mennesker til andre centre i landet. Man har besluttet, at Junglen skal ryddes.

I interviewet med den britiske avis appellerer Juppé desuden til, at briterne snarest får sat gang i skilsmissen med EU efter folkeafstemningen i sommer.

- I har truffet et valg, og vi respekterer det. Nu skal den plan gennemføres, siger Juppé.

Han understreger, at man ikke kan være både ude og inde i EU på samme tid.

/ritzau/