Det satiriske magasin Charlie Hebdos kontor sat i brand, efter at det har sat profeten Muhammed på forsiden.

Frankrigs premierminister, Francois Fillon, fordømmer et formodet brandattentat mod et satirisk tidsskrift i Paris, der har startet det, der ligner en fransk Muhammedsag.

Natten til onsdag blev der konstateret brand i den bygning, hvor ugemagasinet Charlie Hebdo har til huse. Branden kommer samme dag, som tidsskriftet udkommer med en tegning af profeten Muhammed på forsiden.

- Ytringsfrihed er en ufravigelig ret i vort demokrati, og alle angreb på pressefriheden må fordømmes på det kraftigste. Ingen sag kan berettige denne voldshandling, siger Fillon i en erklæring.

Den franske premierminister siger, at han har bedt indenrigsminister Claude Gueant om at sikre, at sagen bliver efterforsket til bunds, og at gerningsmændene bliver fanget.

Politiet i Paris siger, at en brandbombe blev kastet mod Charlie Hebdos redaktionslokaler omkring klokken tre natten til onsdag.

Attentatet kommer, bedst som Charlie Hebdo sender en særudgave på gaden. Den handler om Det Arabiske Forår, og her har det satiriske magasin hyret profeten Muhammed som "gæsteredaktør".

På forsiden siger profeten: "100 piskeslag, hvis du ikke dør af grin".

I islam er det forbudt at portrættere profeten Muhammed.

Det var tegninger af Muhammed, der udløste profetkrisen, efter at Morgenavisen Jyllands-Posten bragte karikaturtegninger af profeten i 2005.

Magasinets udgiver, der kun kendes som Charb, siger, at han er overbevist om, at branden har forbindelse til særudgaven.

- På Twitter og på Facebook har vi modtaget adskillige protestbreve, trusler og fornærmelser, der er sendt videre til politiet, siger udgiveren, der også fortæller, at magasinet ikke prøver at provokere.

- Vi føler, at vi blot gør vores job, som vi plejer. Den eneste forskel er, at Muhammed er på forsiden denne gang, og det er sjældent, siger han.

/ritzau/AFP