Brigitte Macron får hverken eget budget eller egen stab, når hun er på officielle opgaver for Frankrig.

Paris. Den franske førstedame, Brigitte Macron, som er gift med præsident Emmanuel Macron, får en officiel rolle som repræsentant for Frankrig, men modtager hverken løn eller får sin egen stab eller eget budget.

Det oplyser det franske præsidentkontor.

Emmanuel Macron sagde under valgkampen tidligere på året, at han ville skabe en ny status for den franske førstedame, hvilket førte til voldsom kritik.

Macron har efter kontroverser om løn, stab og budget til førstedamen fastholdt, at han ønsker at give Brigitte Macron en mere formel rolle som præsidentfrue.

Flere end 270.000 har i en underskriftsindsamling på nettet protesteret mod planer om at skattefinansiere Brigitte Macrons formelle aktiviteter.

Præsidenten har lovet mere gennemsigtighed om præsidentfruens rolle. Den har på nuværende tidspunkt ikke en formel status.

Emmanuel Macron udtalte inden valget, at han vil gøre op med det "franske hykleri", som han mener, præger diskussionen om præsidentens partner.

Brigitte Macron deltager i de fleste af Emmanuel Macrons møder. Præsidenten lægger ikke skjul på, at hun fungerer som en tæt politisk rådgiver for ham.

Præsidentfruen har på nuværende tidspunkt et kontor i Élyséepalæet, som er den officielle præsidentbolig. Her har hun to rådgivere, to sekretærer og bodyguards.

Inden Macron blev valgt som præsident, har der ikke været en præsidentfrue i Élyséepalæet siden 2012, så det er et emne, der ikke er blevet diskuteret længe.

François Hollande var Frankrigs præsident fra 2012 til 2017.

Hollande var kæreste med Valerie Trierweiler, men hun forlod ham, efter at Hollandes affære med en skuespiller blev afsløret af medierne i 2014.

/ritzau/AFP