FRANKRIG: Frankrigs præsident, Francois Hollande, har forhøjet sikkerhedsberedskabet omkring offentlige bygninger, jernbaner og lufthavne efter trusler om terrorangreb fra islamistiske grupper efter franske soldater angreb militante i de afrikanske lande Mali og Somalia, skriver BBC.

En fransk pilot blev dræbt under et angreb på militante oprørere i Mali, og i Somalia døde to franske soldater i et forsøg på at befri et fransk gidsel, som ifølge Francois Hollande også mistede livet under den mislykkede operation.

Det franske antiterror-alarmsystem, der går under navnet »Vigipirate«, er stadig sat til »rød«, hvilket er det næsthøjeste niveau, hvor modangrebsforanstaltninger bliver forberedt.

- Kampen mod terror kræver alle de nødvendige forholdsregler, der kan træffes i Frankrig, siger Hollande.

Præsidentens udtalelser kommer få timer efter en af de islamistiske grupper, som var mål for de franske styrkers angreb i Mali, truede med gengældelsesangreb mod franskmænd.

En talsmand fra oprørsgruppen Ansar Dine siger til Reuters, at vil være konsekvenser for franske statsborgere i den muslimske verden.

Franske soldater blev indsat i Mali fredag, efter den maliske hær havde mistet kontrollen over flere strategisk vigtige byer til islamistiske oprørere, der rykker frem i den sydlige del af landet. Oprørerne erobrede kontrollen over en stor del af den nordlige del af landet i april sidste år.

I Somalia gik franske elitesoldater til angreb i byen Bulo Marer i et forsøg på at befri det franske gidsel Denis Allex, der blev bortført i 2009.

Det kom til ildkamp med medlemmer af terrorbevægelsen al-Shabaab, og operationen mislykkedes.

Al-Shabaab hævder, at gidslet ikke var i området under angrebet, og at han stadig er i live.

BNB