Frankrig er færdig med at kæmpe i Afghanistan

AFGHANISTAN: Frankrig har tirsdag trukket sine sidste kamptropper ud af Afghanistan, og dermed har franskmændene sat punktum for deres mere end 10 år lange bidrag til kamphandlingerne i landet, skriver Reuters.

De seneste fire år har franske soldater kæmpet i Kapisa-provinsen og Kabuls Sarobi-distrikt, men fremover skal de resterende 1.500 franske tropper i Afghanistan udelukkende deltage i opgaver, der ikke indebærer kampoperationer. Tusind af dem skal arbejde med at sende militærudstyr tilbage til Frankrig, mens de øvrige 500 soldater skal træne den afghanske hær.

Med tilbagetrækningen opfylder Frankrigs præsident, Francois Hollande, et valgløfte om tidlig exit - en beslutning, der tidligere er blevet kritiseret af NATO, som først trækker de sidste kamptropper ud i 2014.

Mindst 85 franske soldater har ifølge Reuters mistet livet under krigen i Afghanistan.

BNB