Svensker, der i løbet af ugen har optrådt som ekspert på tv i USA, havde kontakt til indvandrerkritisk parti.

Stockholm. Det vakte stor undren i Sverige, da svenskeren Nils Bildt fredag optrådte som ekspert og sikkerhedsrådgiver på den amerikanske tv-station Fox News.

Ingen i Sverige havde tilsyneladende hørt om Bildt, der udtalte sig om de svenske integrationsproblemer, som var kommet i fokus efter en række udtalelser fra præsident Donald Trump.

Nu har den svenske avis Aftonbladet gravet en smule mere frem om Nils Bildt, der på Fox News bakkede op om Trumps kritik af den svenske politik.

I 2013 forsøgte han ifølge avisen at engagere sig i det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna.

Målet var at blive opstillingsberettiget for partiet ved valget til Riksdagen året efter.

Det fremgår af en mail, som Aftonbladet har set.

Den viser, at partiets tidligere leder Mikael Jansson arbejdede for at skaffe Nils Bildt en plads højt oppe på listen over kandidater til valget.

- Det var ham, der tog kontakt. Men jeg oplevede ham som en engageret person, som var meget dygtig inden for sit felt, siger Mikael Jansson til Aftonbladet.

Han skrev i mailen til partifæller, at han gerne ville nominere Nils Bildt til en plads på listen.

- Jeg har en kandidat, som jeg gerne vil have opstillet som nummer 21-24 eller højere på riksdagslisten, skriver Jansson.

Sveriges indvandringspolitik har fyldt en del i de amerikanske medier den seneste uges tid.

Donald Trump kom mandag med denne melding på Twitter:

- De FALSKE NYHEDSMEDIER forsøger at sige, at storstilet indvandring i Sverige fungerer så fint. IKKE!, skrev Trump.

Siden fik uro i Stockholm-forstaden Rinkeby en del opmærksom på grund af Trumps udtalelser.

Det var i den forbindelse, at Nils Bildt optrådte på Fox News som svensk sikkerhedsrådgiver.

/ritzau/TT