Egyptens minister for turisme besøger lørdag ofrene for angreb på et turisthotel, hvor tre blev såret.

Hurghada: Der hersker lørdag fortsat tvivl om motivet og forløbet af et angreb fredag aften på et turisthotel i den egyptiske by Hurghada, og der er flere indbyrdes modstridende rapporter om angrebsmændene.

Egyptens minister for turisme, Hisham Zazou, besøger lørdag ofrene for angrebet, hvor to mænd trængte ind og sårede to østrigske og en svensk turist.

De to angrebsmænd er ifølge BBC døde efter angrebet på hotellet Bella Vista. En blev dræbt af politiets skud på stedet mens den anden blev såret. Ifølge rapporter fra Reuters er det uklart, hvorvidt den sårede angriber er død af sine kvæstelser.

Et øjenvidne siger til den norske avis VG, at der blev affyret mindst 24 skud mod angriberne.

- Jeg var på mit værelse og hørte nogen skrige, Jeg gik ud på balkonen og så en mand vifte med et sort flag med hvid påskrift. Han råbte højt, siger nordmanden Jon Torp til VG.

De tre sårede turisters tilstand er stabil.

Angrebet er et alvorligt anslag mod Egyptens turistindustri.

Indenrigsministeriet siger, at de to angribere gik ind på hotellet fra en restaurant i gaden foran hotellet, som ligger ned til Det Røde Hav. De to mænd, som ifølge BBC kun var bevæbnet med knive, blev skudt, efter at de havde knivstukket de tre hotelgæster.

Sikkerhedskilder har sagt til Reuters, at de to mænd også have et skydevåben og en selvmordsvest.

Egyptiske embedsmænd siger til BBC, at angriberne havde til hensigt at bortføre turister. Ingen gruppe har taget skylden for angrebet, som ifølge egyptiske rapporter kan have været et røveriforsøg.

Sikkerhedsstyrkerne søger stadig efter mulige medsammensvorne, og byens ind- og udfaldsveje er lukkede.

Turismeminister Hisham Zazou, der ventes at ankomme til Hurghada lørdag eftermiddag, siger, at angriberne var "amatøragtige", og at deres motiver er uklare.

- De brugte kun knive. Hvis nogen vil begå noget frygteligt, så ville han ikke bruge en kniv, siger Zazou ifølge AFP.

/ritzau/Reuters

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook