MALAYSIA: Personlige, politiske og religiøse forhold hos piloterne og besætningen på det forsvundne, malaysiske fly MH370 bliver nu gransket. Efterforskere forsøger nemlig at finde årsagen til, at nogen ombord på flyet ændrede kurs og fløj hundredvis af kilometer i den forkerte retning.

Det fortæller en højtstående politiofficer til Reuters.

Både den 53-årige pilots og den 27-årige andenpilots hjem i forstæder til Kuala Lumpur er blevet ransaget.

Mens piloten beskrives af tidligere og nuværende kolleger som en flyentusiast, der brugte sine fridage i en flysimulator i hjemmet, forlyder det om andenpiloten, at han tidligere har inviteret kvinder ind i cockpittet, hvor der blev røget og taget billeder. Dog beskriver familie og venner ham som religiøs og seriøs omkring sit arbejde.

Den 53-årige var politisk aktiv og modstander af den koalition, der leder Malaysia. Det er sandsynligvis blandt de informationer, som efterforskerne nu ser nærmere på.

»Vi har brug for at afdække alle sider,« lyder det ifølge Reuters.

Malaysia Airlines, som flyet stammer fra, har meldt ud, at det ikke mistænker den 53-årige pilot for at stå bag flyets forsvinden.

Men at flyet bevidst blev vendt rundt under turen mellem Kuala Lumpur og Beijing, så det igen passerede ind over den malaysiske østkyst, er dog et faktum. Det slog Malaysias premierminister, Najib Razak, fast på et pressemøde lørdag. Derudover gjorde han det også klart, at det er overvejende sandsynligt, at flyets kommunikationsudstyr er blevet slået fra.

Hvorvidt der er tale om en kapring, ville han dog ikke bekræfte. Men politiet afviser ingen teorier.

»Vi udelukker ikke nogen form for motivation i øjeblikket,« siger politiofficeren til Reuters.

Der er ingen spor efter flyet, en Boeing 777, som forsvandt 8. marts med 239 mennesker ombord. Lørdag kom det dog frem med baggrund i satellitdata, at flyet kan være i et af to områder. Mellem grænsen mellem Kasakhstan og Turkmenistan og den nordlige Thailand. Eller mellem Indonesien og den sydlige del af Det Indiske Ocean.

En kilde med kendskab til til de officielle amerikanske vurderinger fortæller, at man finder det mest sandsynligt, at er fløjet mod syd over Det Indiske Ocean, hvor det kan være løbet tør for benzin og styrtet ned. Luftrummet mod nord har nemlig en del mere trafik, og det er derfor større chance for, at det blev opdaget her.