Amerikanske forskere er kommet et skridt tættere på at kunne fremstille et stof, der kan gøre både mennesker og genstande - ja selv kampvogne usynlige.

Amerikanske forskere siger, at de har fremstillet et materiale, som vil kunne gøre mennesker og ting usynlige. Videnskabsmændene ved University of California har lavet en slags stof, som leder lyset uden om den person eller ting, der er indhyllet i stoffet. Derfor kan man kun se refleksionen fra det, der er bagved den genstand eller person, der er svøbt i det fiskenetagtige stof, som er sat sammen i flere lag.

Indtil videre har den ledende forsker, Xiang Zhang, og hans kolleger kun fået teknikken til at virke på meget mikroskopiske objekter. Men de siger til tv-stationen BBC, at det ud fra samme princip en dag kan blive muligt, at gøre både mennesker og for den sags skyld også kampvogne usynlige.

Usynlighedsforskningen er betalt af den amerikanske regering, og de seneste resultater er offentliggjort i tidsskrifterne Nature og Science.

/ritzau/