Væksten i Europas største økonomi vil falde med 0,25 procentpoint i 2017, fordi briterne vil forlade EU.

Köln. Følgerne af Storbritanniens udtræden af EU vil idet kommende år reducere væksten i Tyskland - Europas største økonomi - med 0,25 procentpoint.

Det viser et nyt studie, som er blevet offentliggjort af den tyske regionalavis Rheinische Post.

Eksporten, som traditionelt er bærende for den stærke tyske økonomi, kan ventes at falde med ni procent i 2017. Det skyldes det svækkede pund, viser den nye rapport fra IW Köln Instituttet for Økonomisk Research.

Sidste år eksporterede tyske virksomheder varer til Storbritannien til en værdi af omkring 89 milliarder euro (662 milliarder kroner).

Dermed lå Storbritannien på tredjepladsen på listen over Tysklands vigtigste eksportmarkeder.

Økonomer på IW-instituttet i Köln skriver, at det svækkede pund sammen med et forventet fald i Storbritanniens økonomiske vækst vil medføre en mindre vækst i Tyskland.

Og det sker, allerede før briterne reelt har forladt EU.

Den britiske regering står over for svære skilsmisseforhandlinger med EU. Forhandlingerne vil formentligt begynde næste år. I de seneste uger har der været mange diskussioner om, hvorvidt det vil komme til "et hårdt Brexit".

Frankrigs præsident, François Hollande, siger, at jo hårdere et brud med EU den britiske regering ønsker, desto hårdere bliver exit-forhandlingerne.

Bekymringen for de kommende forhandlinger er baggrunden for pundets fald i forhold til euroen.

Importen til Tyskland vil formentligt også falde med omkring 3,5 procent, siger de tyske forskere.

/ritzau/Reuters